DF jagter »skarp formulering« i SU-slutspil

Partiet vil således have det til at fremgå af aftalen, hvordan uddannelsesminister Morten Østergaard (R) og regeringen vil forholde sig til den afgørelse fra EU, der betyder langt flere udgifter for staten, fordi flere udenlandske studerende kan modtage SU.

»Vi skal have en passende skarp formulering i forhold til EU-dommen. Hvordan man vil håndtere de problemer, der kommer ud af det? Og hvordan stiller man sig til den i det hele taget,« siger SU-ordfører Jens Henrik Thulesen Dahl (DF).

»Vi synes sådan set, at dommen er uhensigtsmæssig i forhold til vores måde at have SU-system på. Det er en konkret udfordring, og man bliver nødt til at holde fast i, at det stadig er uhensigtsmæssigt, selv om der er faldet en dom. Der bør Danmark gøre sit yderste for at påvirke EU og EU-reglerne,« siger han.

EU-domstolen fastslog i februar, at studerende fra andre EU-lande har ret til dansk SU, hvis de tager erhvervsarbejde inden studiestart eller har et arbejde ved siden af studiet. Ifølge regeringens beregninger vil det koste 200 millioner kroner ekstra i SU-udgifter.

Forhandlingerne om en ny SU-aftale bliver genoptaget tirsdag eftermiddag, og det er endnu uvist, om partierne når til enighed. Dog har flere peget på, at sandsynligheden for en aftale tirsdag aften bestemt ikke er urealistisk.

Det er ikke kun formuleringer om EU-dommen, der kommer på bordet, når partierne mødes. De skal således også forhandle om, hvordan man kan skære i de hjemmeboendes SU.

Regeringens mål med den kommende SU-reform er at spare to milliarder kroner.

Dagens Gossip

Dagens TV