DF jubler: Hip-hip-hurra for Karen Hækkerup

"Verdens mest sølle køkkenhave ever. Tidsler og ukrudt".

Sådan skrev socialminister Karen Hækkerup (S) på Facebook, mens en delegation af EU-parlamentarikere i juni var på officielt besøg i København for at se på håndteringen af forældremyndighedssager.

Karen Hækkerups fokus på sin køkkenhave frem for de omrejsende parlamentarikere har gjort delegationen, ledet af østrigeren Angelika Werthmann, så fortørnet, at hun i en afrapportering om besøget skriver, at "det ikke er en måde at behandle os på".

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Men ministeren høster i stedet roser fra Dansk Folkeparti.

- Hip-hip-hurra fra Karen Hækkerup!, skriver partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, i øvrigt på Facebook.

- Karen synes, at det gav mere livsindhold at gå og pusle i sin have, end at stå skoleret for en flok oppustede EU-parlamentarikere, skriver han.

I afrapporteringen fra besøget den 20. og 21. juni gentager Angelika Werthmann, at det er "bekymrende og irriterende", at hverken social- og integrationsministeren eller justitsministeren stillede sig til rådighed for møder.

- Sådan en mangel på respekt, forklaret med den "snarlige sommerferie i Danmark", for en officiel delegation udsendt på vegne af de højeste myndigheder i Europaparlamentet, er ikke acceptabel, siger Werthmann.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Karen Hækkerup, som holder sommerferie, men ministeriet meddeler:

- Det er korrekt, at invitationen blev afslået. Det blev den, fordi parlamentarikerne ønskede at diskutere enkeltsager, eksempelvis sagen om Oliver.

- Karen Hækkerup kan ikke drøfte enkeltsager, fordi der vil fremkomme personoplysninger, der ikke angår andre end dem, der er part i sagen, og parlamentarikerne er ikke part i sagen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip