DF kalder Bødskov i samråd om stormoskés bånd til Hamas

En talsmand fra Dansk Islamisk Råd, en organisation på godt 25.000 medlemmer, der står bag opførslen af moskéen, sagde torsdag til Berlingske Nyhedsbureau, at moskéens mediecenter vil samarbejde med nogle eksterne aktører: Al Jazeera, Al-Aqsa TV og Huda TV.

»Vi får en streaming server, og det er primært til Al Jazeera - ikke til Al-Aqsa. Udsendelserne bliver ikke brugt i Danmark. Vi sender dem videre til dem,« sagde talsmand Mohamed al Maimouni fra Dansk Islamisk Råd.

Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen (DF), beskylder nu Københavns Kommune, regeringen og justitsministeren for at have sovet i timen.

»Jeg vil på samrådet bede justitsministeren om at redegøre for de sikkerhedsvurderinger, som jeg går ud fra, er foretaget omkring opførslen af denne stormoské. Jeg vil også bede ministeren om at svare på, hvilke muligheder lovgivningen indeholder, hvis nogen, i forhold til enten at forhindre samarbejdet med den omtalte TV-station eller for at forhindre, at stormoskéen åbner,« skriver Martin Henriksen i en pressemeddelelse. Han fortsætter:

»Jeg går ind for religionsfrihed, men her er tale om, at vi uden at reagere giver en ekstrem politisk bevægelse fodfæste i Danmark, og det kan vi og bør vi skride ind overfor,« skriver Martin Henriksen med henvisning til, at Hamas er på EUs terrorliste.

Moskéen på Rovsinggsgade i det københavnske nordvestkvarter er Danmarks største og blev bygget takket være en donation på 150 millioner fra den tidligere emir i Qatar Hamad bin Khalifa al-Thani.

Socialdemokraternes Lars Aslan Rasmussen (S) fra Københavns Borgerrepræsentation oplyste torsdag aften, at borgerrepræsentationen vil tage emnet op på et møde i næste uge.

Dagens Gossip