DF kalder diplomatstatus til Palæstina »en skandale«

Det mener næstformand i Udenrigspolitisk Nævn, Søren Espersen (DF).

»Vi har haft diplomati siden den tidlige middelalder, men vi har aldrig nogensinde udvekslet ambassadører med noget sted i verden, der ikke var et selvstændigt land,« siger Søren Espersen.

»Det er et brud med flere hundrede års tradition, og det vil ikke have anden effekt på fredsprocessen, end at Danmark nu er fuldstændig færdig som mægler. Israel vil betragte det som et fjendtligt skridt, og Danmarks forhold til USA udfordres også. USA har advaret mod at gøre det her, inden Palæstina en dag bliver en selvstændig stat,« siger Søren Espersen, der ikke tøver med at betegne regeringens beslutning som en »skandale«.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) annoncerede fredag tiltaget med en opgradering af det palæstinensiske selvstyres kontor i Danmark. Det vil ifølge Søvndal blive implementeret i løbet af 2013.

Formand for Udenrigspolitisk Nævn, Jeppe Kofod (S), mener, det er et helt naturligt skridt.

»Det er et naturligt og godt skridt, fordi det viser anerkendelse af, at det palæstinensiske selvstyre har gjort meget for at skabe en levedygtig palæstinensisk stat,« siger Jeppe Kofod.

»Det er også en opmuntring til, at palæstinenserne skal tilbage til forhandlingerne om en to-statsløsning med Israel. En løsning, der støttes af et bredt flertal i Folketinget,« siger Jeppe Kofod.

Spørgsmål: Er det ikke uhørt at give ambassadestatus til et land, Danmark ikke endnu anerkender som selvstændig stat?

»Vi anerkender ikke Palæstina som stat med det her. Det eneste, vi gør, er at give deres repræsentation, altså deres medarbejdere, diplomatisk status her i landet. Det er et naturligt skridt, når de også på sigt skal have deres egen stat, at de kan arbejde som diplomater her på lige fod med diplomater fra andre lande,« siger Jeppe Kofod.

Dagens Gossip

Dagens TV