DF kalder Hækkerup skruppelløs og usympatisk

Reaktionen kommer, efter at tidligere forsvarsminister og nuværende europa- og handelsminister Nick Hækkerup (S) i søndagens Berlingske rejser kritik af forsvarets topofficerer for at arbejde enøjet efter deres egen politiske agenda og optræde så illoyalt, at de skader forsvaret.

»Man kan få den mistanke, at Hækkerup bruger forsvaret til et internt magtopgør i sit eget parti. En skruppelløs og usympatisk måde at behandle en vigtig del af det danske samfund på,« siger Marie Krarup, som i en pressemeddelelse kalder udfaldet for en »fuldstændig horribel svada«.

»Og han beskylder endvidere forsvaret for at modarbejde politikerne. Forsvarets ledere har deres helt egen agenda, lyder det,« siger hun.

Til Berlingske siger Nick Hækkerup, at han nu rejser en kritik, som han ikke kunne, da han var forsvarsminister, og at forsvarets top til tider har modarbejdet politiske beslutninger.

»Beslutninger blev underløbet, miskrediteret og sat i dårligt lys, og oplysninger blev lækket til pressen. Det kan de så gøre og sige: »Ha ha, der fik vi ram på forsvarsministeren«. Sandheden er bare, at det får det samlede forsvar til at fremstå mindre professionelt,« siger Nick Hækkerup.

Marie Krarup mener, at forsvarets officerer gør klogt i at stå ved deres faglige viden og holdning og også forsøge at gøre dem gældende over for politikerne.

»Hvis vi har et fremragende forsvar, så er det jo ingen grund til at være omstillingsparat til at lave et dårligere forsvar. Det ville være dumt. Selvfølgelig skal vi have en politisk ledelse af forsvaret, vi skal jo ikke have en militærstat. Men det betyder ikke, at den enkelte, dygtige officer ikke skal være professionel militærfagligt set og kunne sige, hvad han mener, og have indflydelse på sin hverdag,« siger forsvarsordføreren til Berlingske Nyhedsbureau.

Hun vil nu stille spørgsmål til den nuværende forsvarsminister, Nicolai Wammen (S), om han er enig med sin forgænger i angrebet mod forsvaret.

Dagens Gossip