DF-kandidat smidt ud: Anmeldte kollega til politiet

Steen Lindgren Sørensen-Mølgaard, byrådskandidat for Dansk Folkeparti, er blevet smidt ud af partiet, efter at han stod bag en politianmeldelse af sin partifælle og spidskandidat til kommunalvalget i Hjørring Kommune, Vivi Jensen.

Sørensen-Mølgaard modtog torsdag et brev, hvor han blev informeret om, at han er ekskluderet fra partiet med øjeblikkelig virkning, rapporterer DR Nordjylland.

Sørensen-Mølgaard stillede op som kandidat for Dansk Folkeparti i Hjørring. Men dagen før kommunalvalget meldte han ud i pressen, at han havde politianmeldt Vivi Jensen for at have videregivet private oplysninger om ham.

Han sagde samtidig, at han ikke ønskede at optræde på billeder sammen med hende.

Og det er netop det sidste, som har været den afgørende faktor for, at Steen Lindgren Sørensen-Mølgaard er blevet smidt ud, fortæller organisationskonsulent i Dansk Folkepartis hovedbestyrelse, Steen Thomsen.

- Det er helt uholdbart. Hvis man stiller op som byrådskandidat, kan man ikke bare sige, at man ikke vil optræde på billeder sammen med spidskandidaten, siger han til DR Nordjylland.

Hovedpersonen selv er ikke overrasket over eksklusionen.

- Jeg havde det jo godt på fornemmelsen. Men jeg kan da godt undre mig over, at der ikke er nogen, som har villet forholde sig til mine henvendelser, hvor jeg har forholdt mig kritisk til den lokale ledelse, siger han til DR Nordjylland.

Han forklarer politianmeldelsen med, at Vivi Jensen skulle have fortalt kommunens valgsekretariat, at han lider af posttraumatisk stress.

Steen Lindgren Sørensen-Mølgaard blev ikke valgt ind ved kommunalvalget tirsdag.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV