DF klar til at flytte statslige styrelser til Struer

»I forvejen ligger 44,3 procent af alle statslige arbejdspladser i Region Hovedstaden, så når man nu alligevel har indset, at de statslige arbejdspladser kan flyttes ud af Københavns centrum, bør man tage skridtet fuldt ud og for alvor lave en bedre fordeling af arbejdspladserne. Det er altså ikke nogen naturlov, at statslige arbejdspladser absolut skal ligge i eller omkring København,« siger Dennis Flydtkjær (DF), der blandt andet er sit partis skatte- og dyrevelfærdsordfører.

»Hvad er den faglige grund til, at Banedanmark, Energistyrelsen og Trafikstyrelsen absolut skal ligge i hovedstadsområdet? Styrelserne kan vel lige så godt ligge i Ringkøbing eller Struer. Hvis regeringens oplæg bliver, at man alene vil flytte rundt i Københavnsområdet, så er det en ommer, og det gennemføres ikke med Dansk Folkepartis støtte,« siger Dennis Flydtkjær.

Meldingen kommer i kølvandet på en rapport fra Bygningsstyrelsen. Den anbefaler ifølge Berlingske Business udflytning af en række styrelser og direktorater, svarende til en bygningsmasse på 170.000 kvadratmeter.

Cirka tre fjerdedele udgøres af lejemål, der skal opsiges, mens resten er statsejendomme, der skal sælges. Bygningsstyrelsen ser, ifølge rapporten, en mulighed i markedet, hvor der på en gang er forholdsvis gode priser for kontorejendomme i Indre By og relativt lave priser på at bygge nyt lidt længere ude – Valby og Ørestad bliver nævnt som mulige lokaliteter.

»Sandsynligheden for, at det bliver gennemført, er meget stor. Det er besluttet at lave en operativ plan. Så ud over analysen ligger der en beslutning om at gå i gang med at realisere det,« siger direktør Carsten Jarlov fra Bygningsstyrelsen til Berlingske Business.

Dagens Gossip

Dagens TV