DF kræver klar besked om vævsregister

Sådan lyder det fra Dansk Folkeparti, efter at Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag skriver, at i løbet af de ti år, registret har eksisteret, har kun 460 borgere tilmeldt sig og dermed sagt nej til, at deres blodprøver, vævsprøver og tilhørende data må videregives til forskere.

»Det lyder ikke af ret mange. Det siger mig, at der ikke er ret mange, der ved, hvad det drejer sig om, fordi de ikke er informeret,« siger sundhedsordfører Liselott Blixt (DF).

I Jyllands-Posten giver flere eksperter udtryk for, at det i loven er uklart, hvem der har ansvaret for at oplyse patienterne om muligheden for at sige nej. Liselott Blixt mener, at oplysningerne blandt andet bør fremgå tydeligt af den folder, man som patient får udleveret på sygehuset.

»Det er ledelsen på sygehuset, der har ansvaret for den enkelte patient, så det er ledelsen, der har ansvaret for at orientere,« siger hun.

Liselott Blixt mener, det er afgørende, at folk får en reel mulighed for at tage stilling til, hvorvidt de ønsker at optræde i Vævsanvendelsesregisteret. Hun mener ikke, folk i dag skal være bekymrede for, hvad oplysningerne bruges til, men på den lange bane kan man ikke udstikke nogen garanti.

»Men vi ved jo ikke, hvad fremtiden byder,« siger hun.

Dagens Gossip

Dagens TV