DF kræver Kristian Jensens reaktion mod Tyrkiet

Skrevet af admin

18/07/2016

Dagens topnyheder

Den danske regering skal utvetydigt tage afstand fra, at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, vil fjerne 2745 dommere efter weekendens kupforsøg. Derfor skal udenrigsminister Kristian Jensen (V) hæve stemmen overfor tyrkerne.

Det siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen. Han støtter kravet fra de danske og norske dommerforeninger om, der søndag opfordrede til, at de nordiske regeringer lægger pres på Tyrkiet.

- Jeg glæder mig til at høre udenrigsminister Kristian Jensen. Han var ret hurtigt fremme med stor opbakning til Erdogan. Det ville klæde Kristian Jensen nu at tage afstand fra, hvad der sker. Det bør han gøre, siger Søren Espersen.

Mandag møder Kristian Jensen i Bruxelles EU's udenrigsministre heriblandt Storbritanniens Boris Johnson, som er nyudnævnt, samt USA's udenrigsminister, John Kerry, som besøger EU's udenrigsministre.

Som medlem af Europarådet skal Tyrkiet respektere retsstaten og uafhængige domstole, påpeger dommerforeningerne i Danmark og Norge.

Søren Espersen er bekymret for, at Erdogan misbruger det mislykkede kupforsøg til at udrense politiske modstandere.

- Det er meget, meget bekymrende, dét, der sker. Én ting er, at man anholder soldater og folk, som har været en del af kupforsøget. Men Erdogan er nu i fuld gang med at lukke alle huller og tage den totale magt i Tyrkiet, siger Søren Espersen.

Spørgsmål: - Erdogan anklager den religiøse Gülen-bevægelse for at skabe et parallelt magtapparat?

- Han siger, at det er en religiøs bevægelse. Han er selv ved at skabe dét, der kan blive et islamistisk Tyrkiet. Så er nogle personer styret af eller under inspiration af en imam, som bor i udlandet. Men det er jo ikke en religiøs bevægelse, mener Søren Espersen.

Den tidligere imam Fethullah Gülen er grundlægger af Gülen-bevægelsen, der står for en moderat tolkning af islam. Gülen, der bor i den amerikanske delstat Pennsylvania, benægter enhver form for rolle i kupforsøget.

/ritzau/