DF kræver Løkke for bordenden i imam-forhandlinger

Skrevet af admin

28/04/2016

Dagens topnyheder

Forhandlingerne om antiradikalisering skrider for langsomt frem hos kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V). Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) må selv sætte sig for bordenden, mener Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og De Konservative.

- Statsminister Lars Løkke Rasmussen må selv sætte sig for bordenden nu og samle de partier, som er villige til at træffe beslutninger nu og her, så vi hurtigt og effektivt får gjort op med de radikaliserede muslimske miljøer, siger Kristian Thulesen Dahl til DR.

Socialdemokraterne er helt enige, siger politisk ordfører Nicolai Wammen (S) til Ritzau.

- Antiradikaliseringsforhandlingerne er så vigtige, at statsministeren burde sidde for bordenden, siger han.

Hos De Konservative betegner integrationsordfører Naser Khader Bertel Haarder for en "god forhandler og minister". Men han er enig i, at Løkke må sætte sig for bordenden.

- Da Løkke igangsatte processen, var det med store ambitioner, og der blev lovet guld og grønne skove. Så blev Bertel Haarder indsat som forhandlingsleder, og så er det begyndt at gå langsomt, siger Naser Khader til Ritzau.

- Det vil være på sin plads, hvis statsministeren, der gav udtryk for, at han var meget optaget af det, vender tilbage til forhandlingsbordet og får skubbet gang i forhandlingerne.

Spørgsmål: Hvad vil det ændre, at Løkke leder forhandlingerne?

- Han er jo statsminister, og det sender et meget stærkt signal om, at regeringen mener det alvorligt. Løkke lovede jo lovinitiativer inden sommerferien. Det er totalt ustruktureret, og der er ingen planer. Vi sidder bare og tænker højt omkring bordet.

Kristian Thulesen Dahl kræver lovændringer inden sommerferien og foreslår et møde mellem Venstre-regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. For hans skyld "må man gerne invitere De Konservative og Liberal Alliance med", siger han til DR.

Bertel Haarder siger til DR, at det er "helt udelukket", at der kan lovgives før sommerferien med henvisning til, at der skal være en "rimelig høring", så man undgår "sjuskelovgivning".

Det frygter Nicolai Wammen dog ikke.

- Det kan lade sig gøre, hvis viljen er der, men det kræver, at regeringen kommer op i gear, og at statsministeren siger til sin minister, at det er sådan, det skal være, siger han.

Nicolai Wammen understreger også, at han ikke har noget imod Bertel Haarder.

- Statsministeren slog et stort brød op, men forlod så bageriet med det samme, siger han.

Ifølge Bertel Haarder er der ved at være enighed på "i hvert fald en del af emnerne" i forhandlingerne. Regeringen har blandt andet foreslået indrejseforbud til hadprædikanter og at fratage ekstreme imamer retten til at vie folk.

/ritzau/