DF kræver ret kurs fra regeringen i Syrien-spørgsmål

Sådan siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen (DF), efter statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tirsdag meldte ud, at Danmark meget vel kan følge med, hvis USA og Storbritannien går ind i den syriske konflikt med militærmagt. Også selv om det bliver uden et FN-mandat i ryggen.

I Dansk Folkeparti er man træt af de mange forskellige udmeldinger fra regeringen. Senest er udmeldingen fra statsministeren en skærpelse af regeringens holdning mandag, hvor udenrigsminister Villy Søvndal (SF) gjorde det klart - ligesom også statsministeren har sagt før - at Danmark skal lægge pres på FN, men at man følger beslutningerne herfra.

Ifølge Søren Espersen er det »uantageligt«, at man har en situation, hvor statsministeren mener ét og udenrigsministeren noget andet.

»Vi gider det ikke mere. Thorning siger ét, udenrigsminister Villy Søvndal og SF siger noget andet, de Radikale siger noget tredje, og Mette Gjerskov (S) og John Dyrby Paulsen (S) siger noget fjerde og femte,« siger han og opfordrer regeringen til at »holde et møde med sig selv« og finde ud af, om Danmark skal med i krig eller ej.

»Og når den har fundet ud af det - og det er altså regeringen, der skal føre Danmarks udenrigspolitik - så skal vi andre nok tage stilling til det. Men det bliver altså ikke før da,« fastslår Søren Espersen.

Dagens Gossip