DF kræver Thorning i samråd om terrorsag

Skrevet af admin

11/05/2015

Dagens topnyheder

Det nytter ikke, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) afviser at gå i samråd i Folketingets retsudvalg for at forklare, hvorfor hun gav oplysninger, der viste sig at være forkerte, om terrorangrebet i København 14. februar på et internationalt pressemøde to dage senere.

Det siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, efter at Thorning i sit brev til retsudvalget afviser at komme i samråd. Det skal klares af justitsminister Mette Frederiksen (S).

- Lige netop i denne sag sætter statsministeren sig i førersædet og tager teten efter terrorangrebet. Det er i den grad rigets sikkerhedsinteresser. Det er jo en af statsministerens vigtigste opgaver at berolige danskerne, siger Peter Skaarup.

Thorning fastslog 16. februar 2015, at politiet straks skærpede sikkerheden ved den jødiske synagoge i København efter Omar Abdel Hamid el-Husseins terrorangreb mod et møde i Krudttønden.

"Spørgsmål om myndighedernes indsats i forbindelse med terrorangrebet i København den 14.-15. februar 2015 hører under justitsministeren", skriver Helle Thorning-Schmidt i brevet til retsudvalget.

Hun henviser til en "helt fast praksis" om, at den ansvarlige minister besvarer Folketingets spørgsmål. Det forklarede daværende justitsminister Lars Barfoed (K) detaljeret i marts 2010 til Folketingets Udvalg for Forretningsordenen, siger hun.

- Jeg har fuld forståelse for, at man som statsminister vil have fagministrene til at svare på detaljerede spørgsmål inden for deres områder. Men det er afgørende, at statsministeren svarer. Hun står for regeringens sikkerhedsudvalg, siger Peter Skaarup.

Han vil drøfte Thornings afslag med Venstre, De Konservative og Liberal Alliance, som har kaldt hende og Mette Frederiksen i samråd om sagen i Folketingets retsudvalg.

- Lige nøjagtig i denne sag kan hun ikke krybe udenom. Derfor vil vi drøfte sagen med de partier, der har indkaldt samrådet, siger Peter Skaarup.

/ritzau/