DF kræver undskyldning til psykiatripatienter

Det fastslår en ny undersøgelse af forholdene på afdelingen, som Region Midtjylland står bag, og som har sat fokus på en uheldig subkultur.

Og det får nu Dansk Folkepartis psykiatriordfører Liselott Blixt til at forlange, at de berørte patienter får oprejsning.

»Det er dybt uacceptabelt, det er nødt til at få nogle konsekvenser for personalet. Vi er nødt til at finde ud af, om der er nogen patienter, der har lidt overlast, så skal de selvfølgelig have en undskyldning og eventuelt en erstatning. Det må afhænge af, hvor groft det har været. Hvis der er nogen, der er blevet slået eller har lidt fysisk overlast, så skal de have en økonomisk erstatning. Og så skal der selvfølgelig ryddes op på området, ligesom de pågældende, som stod bag subkulturen skal fyres,« siger psykiatriordføreren.

Rapporten er ikke videre konkret, når det gælder den truende adfærd. Men i mindst et tilfælde har en nu tidligere ansat slået en patient.

Liselott Blixt mener, at det er ledelsen på afdelingen, som skal give patienterne en undskyldning for den uretmæssige behandling, de har fået. Og så bør sundhedsminister Astrid Krag (SF) sikre sig, at det ikke sker igen, forklarer hun.

»Ministeren er ansvarlig for området, og hun har ansvaret for, at patienterne får en ordentlig behandling. Derfor er hun nødt til at sikre sig, at regionen tager hånd om det her og retter op på det. Hun skal sikre, at patienterne får en undskyldning, og at det ikke sker andre steder,« siger Liselott Blixt.

Dagens Gossip