DF: Lavere erstatning til invalideret elev giver ingen mening

»Det er helt igennem urimeligt. Engang var det jo typisk sådan, at hvis man som helt ung blev håndværker eller sad på et kontor, så var det dét, man lavede resten af livet. Og ofte det samme sted,« forklarer retsordfører Peter Skaarup (DF) i en skriftlig udtalelse.

»Sådan er det jo slet ikke mere. I dag er der stor mobilitet, og fordi hvis man for eksempel starter som butikselev, så kan man sagtens ende med at blive butikschef eller måske noget helt andet. Vi ser også, at folk måske tager en lang uddannelse for at finde ud af, at de måske hellere vil køre bus,« påpeger han.

Det er Jyllands-Posten, der fredag beskriver, hvordan både landsretten og Højesteret har givet Købstædernes Forsikring medhold i, at den 21-årige mands fremtid kan takseres til en lavere sats, da han gik på handelsskolens HG-linje, der retter sig mod et job som butiksansat, og ikke en gymnasial uddannelse. Dermed fik han 1,3 millioner kroner mindre i erstatning.

Peter Skaarup viol have loven set efter i sømmene.

»Det giver ingen mening at give lavere erstatning til for eksempel ofre for et trafikuheld, hvis de går på handelsskolen frem for gymnasiet. Dansk Folkeparti vil meget gerne se på, om loven skal laves om,« siger han.

Socialdemokraterne har ligeledes meldt sig klar til en gennemgang af reglerne.

»Det er helt urimeligt - ikke mindst for familien - at vide, at fordi den unge mand gik på en erhvervsskole, så er hans liv mindre værd, end hvis han havde valgt at gå på en gymnasial uddannelse. Det er på ingen måde rimeligt, og jeg forstår godt, hvis han føler sig uretfærdigt behandlet,« siger retsordfører Trine Bramsen (S).

Dagens Gossip