DF-leder fordobler sit stemmetal i Sydjylland

Skrevet af admin

19/06/2015

Dagens topnyheder

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mere end fordobler sit stemmetal i Sydjyllands Storkreds. Han får 57.371 personlige stemmer ved torsdagens valg til Folketinget mod 27.393 i 2011.

Thulesen Dahl overgår også Venstre-formand Lars Løkke Rasmussens stemmetal fra 2011. Dengang fik Løkke Rasmussen 56.285 personlige stemmer, hvilket var det højeste stemmetal ved valget.

Med sig i Folketinget får Kristian Thulesen Dahl fem partifæller - Marie Krarup, Karina Adsbøl, Jan Rytkjær Callesen, Susanne Eilersen og Peter Kofod Poulsen.

Venstres regionsrådsformand i Syddanmark, Carl Holst, kommer i Folketinget med 12.135 personlige stemmer, mens en anden Venstre-profil Ellen Trane Nørby følger lige efter med 12.012 stemmer.

Det er dog en markant tilbagegang fra de 18.059 personlige stemmer, som hun opnåede i 2011.

Overraskende er det til gengæld, at Peter Christensen, der er Venstres finansordfører, ikke opnår valg. Han er et af ofrene for Venstres tilbagegang og må nøjes med 5133 personlige stemmer mod 12.990 for fire år siden.

Derimod er der genvalg til partifællerne Hans Christian Schmidt, Eva Kjer Hansen og Anni Matthiesen, mens Mette Bock med 11.588 personlige stemmer og sociologen og forfatteren Henrik Dahl henter de to mandater til Liberal Alliance.

Socialdemokraternes fem mandater går til Bjarne Corydon, Benny Engelbrecht, Christian Rabjerg Madsen, Karen Klint og den tidligere SF'er Jesper Petersen.

De to sidste mandater i Sydjyllands Storkreds går til De Radikales Lotte Rod og Henning Hyllested fra Enhedslisten.

/ritzau/