DF: For let at snyde sig til højere SU

Det mener Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup (DF), på baggrund af en sag fra Aarhus, hvor fire unge opgav en falsk adresse i Gellerupparken og hævede SU som udeboende frem for den lavere takst som hjemmeboende.

»Det er for let at snyde systemet ved at anmelde flytning via det såkaldte e-flyt på internettet,« siger Peter Skaarup.

Kommunerne har pligt til at sikre, at den anmeldte flytning er i overensstemmelse med de faktiske forhold, men Peter Skaarup mener, at forpligtelsen ikke bliver overholdt.

»Vi kan se fra sagen i Aarhus og på andre lignende sager, at det ikke virker. Systemet indbyder til ulovligheder, og det er der altså nogle, der ikke kan administrere,« siger Peter Skaarup.

Han mener, der er behov for en højere grad af kontrol med, at den anmeldte flytning stemmer overens med virkeligheden.

Ifølge Skaarup kan e-flyt også misbruges til at hæve højere sociale ydelser, end man er berettiget til, hvis man opgiver en anden adresse end der, hvor man reelt bor.

»Der er ikke noget krav om, at man har en folkeregisteradresse for at søge sociale ydelser, men det bør der efter min mening være,« siger Peter Skaarup.

Han har på baggrund af sagen fra Aarhus stillet spørgsmål til indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager (R) om, hvad hun agter at gøre for at dæmme op for muligt snyderi med e-flyt.

Ministeren svarer, at det er kommunerne, der på eget initiativ har udviklet e-flyt, og at kommunerne har pligt til at sikre sig, at flytningerne stemmer overens med virkeligheden.

Men Peter Skaarup er ikke tilfreds med svaret.

»Det nytter ikke noget, at ministeren kommer med en sludder for en sladder om, at alt er godt. Vi kan se af sagen fra Aarhus, at det ikke fungerer. Derfor er vi nødt til at supplere de digitale muligheder med nogle kontrolforanstaltninger og krav om folkeregisteradresse,« siger Peter Skaarup.

SU-styrelsen afslørede i 2012 snyd for 9,5 millioner kroner, og det er en fordobling i forhold til 2011, hvor man opdagede snyd for 4,5 millioner kroner.

Dagens Gossip

Dagens TV