DF: Luk sædbank og stram op

Usikkerheden blandt par og enlige kvinder i behandling med donorsæd vokser, og derfor kræver flere politikere mere kontrol med de danske sædbanker.

- Det her område trænger til at blive gennemgået af Sundhedsstyrelsen, så vi får sikkerhed for, at tingene foregår som de skal, siger Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.

Senest har Sundhedsstyrelsen meldt Nordisk Cryobank til politiet, fordi sædbanken ikke agerede korrekt, da den fik mistanke om alvorlige bivirkninger ved sæden fra en donor.

Siden er endnu en sag dukket op, og derfor burde Cryobank lukkes med det samme, mener Liselott Blixt.

Hans Andersen, medlem af Folketingets sundhedsudvalg for Venstre, er tilfreds med, at sædbanken er politianmeldt, men han kræver svar på, hvad den nye sag drejer sig om.

- Det er skræmmende, at der er endnu en sag. Samtidig er jeg bekymret for, om der er flere sager på vej. Der er jo også andre sædbanker i Danmark, og hvor meget kontrol er der med dem, siger Hans Andersen.

For fire uger siden kom det frem, at en mand fra 2004 til 2009 donerede sæd til Nordisk Cryobank, som solgte den videre til både fertilitetsklinikker herhjemme og i udlandet.

Mindst ni af de i alt 43 børn, der er kommet til verden ved hjælp af sæden, bærer i dag sygdommen NF1.

Søndag stod en mor desuden frem og fortalte, at hendes søn bærer en sygdom, som han har arvet fra en sæddonor, som også har leveret til Nordisk Cryobank. Hvilken sygdom, der er tale om, er uvist.

Formanden for Dansk Fertilitetsselskab, Karin Erb, kalder sagerne ulykkelige og siger, at de skaber usikkerhed hos de kvinder og par, som allerede har et donorbarn eller som er i behandling.

Men generelt er kontrollen med sæddonation høj i Danmark, beroliger hun.

- Det kan ikke lade sig gøre at undersøge donorerne for alle sygdomme, men de er jo langt bedre undersøgt end mænd almindeligvis er, siger Karin Erb, og henviser til, at donorerne er hiv-testet, ikke lider af diabetes eller kendte arvelige sygdomme.

 

Dagens Gossip