DF: Nu ligger vi på vores naturlige niveau

Der er ikke bekymring at spore hos Dansk Folkeparti, efter ny meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Ritzaus Bureau, der viser, at partiet går tilbage med 2,4 procentpoint.

I dag står de således til 13,9 procent mod sidste måneds måling på 16,3 procent.

Men ifølge partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, er der intet mærkeligt i, at DF mister så stor vælgeropbakning og dermed er tættere på valgresultatet fra 2011 på 12,3 procent.

- Det, der kommer let, går let. Ved sidste måneds måling lå vi på et unaturligt højt niveau. Denne måling betyder, at vi kommer ned på vores normale niveau, siger formanden til Ritzau.

Han mener, at det partiets naturlige niveau ligger på omkring 12,13, 14 procent, som har været de stabile tal siden 2001.

Kristian Thulesen Dahl forklarer, at de høje målinger dog beviser, at flere vælgerne ikke er bange for at vælge Dansk Folkeparti "som deres andet valg".

- Ved de sidste målinger har vælgerne markeret, at det ikke er fremmed for dem at stemme på DF. Det giver os et potentiale og noget at arbejde med, fordi vi altså kan se, at det er muligt for os at ramme så mange.

Ifølge politisk kommentator Hans Engell skyldes DF's tilbagegang to ting. Dels har partiet ikke været så synlige i medierne.

- Og dels synes nogle vælgere nok, at DF er lige taktiske nok. Især i forbindelse med dagpengereformen, hvor de jo sammen med den daværende VK-regering stemte for dagpengereformen.

- Men nu taler de varmt for at redde dem, der står til at falde ud af dagpengesystemet. siger Hans Engell til Ritzau.

Vurderingen giver partiformanden dog ikke meget for.

Han medgiver, at det parlamentariske grundlag betyder, at DF ikke er så meget fremme i medierne.

Men samtidig understreger Thulesen Dahl, at DF flere gange har argumenteret for, at indfasningen skulle være blidere.

- Vi spiller ikke et taktisk spil, vi har haft den samme holdning i halvt andet år. Det viste vi i foråret 2012, hvor regeringen foreslog en midlertidig halvårlig forlængelse af dagpengeretten, som vi stemte for.

- Ligesom vi talte varmt for, at indfasningen af dagpengereformen skulle være blidere under efterårets akutpakke. Så jeg vil sige, at det er en kommentator-efterrationalisering at sige, at vi har spillet et taktisk spil, siger Thulesen Dahl.

/ritzau/

Dagens Gossip