DF: Nye udlændingestramninger haster også

Skrevet af admin

21/11/2015

Dagens topnyheder

Efter fredagens lynvedtagelse af det omstridte lovforslag om udlændingeloven, hvor myndighederne får udvidet deres beføjelser i ekstraordinære situationer, er flere udlændingestramninger på vej.

Lørdag formiddag mødes de borgerlige partier og Socialdemokraterne for at forhandle videre med udgangspunkt i de forslag til udlændingestramninger, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterede forrige fredag.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, lægger særlig vægt på, at der ser ud til at komme stramninger over for flygtninge, der ønsker at hente familien til Danmark.

- De skal vente længere tid på at få familien herop, og så skal staten ikke længere betale for, at flygtninge transporterer familien til Danmark, siger Henriksen.

Ud over stramninger af reglerne for familiesammenføring lægger regeringen blandt andet op til at skære i asylansøgeres madpenge og give politiet ret til at gennemsøge deres bagage for at se, om de har midler til selv at betale deres ophold på asylcenter.

For Socialdemokraterne er der ikke noget i regeringens forslag, der er helt uspiseligt.

Men udlændingeordfører Dan Jørgensen ser gerne, at der kommer mere støtte til de kommuner, der skal indkvartere flygtninge, og så er han ked af, at regeringen vil hindre asylansøgere i at bo og arbejde uden for centrene, en mulighed, den tidligere regering indførte.

Socialdemokraterne har dog ingen ultimative krav, understreger han.

- Jeg håber på, at vi kan lave et bredt forlig. Det her område er så vigtigt for danskerne, og i sammenhæng med at Danmark står i en alvorlig situation, vil det være godt for vores land, hvis det kan lykkes, siger Dan Jørgensen.

DF har dog et par ekstra punkter med på ønskesedlen, når partiet tropper op til forhandlingerne, som foregår i Finansministeriet. Blandt andet vil partiet gerne have en samlet udregning af, hvad den ikke-vestlige indvandring koster Danmark.

Derudover vil DF have, at Danmark skal indhente erfaringer fra andre lande om, hvilke kriterier, de bruger, når de tildeler asyl, og hvad der skal til for at en flygtning får inddraget sin opholdstilladelse.

- Man hører jo tit, at der er grænser for, hvor langt man kan gå i forhold til de internationale konventioner. Det er ikke det, vi går allermest op i fra Dansk Folkepartis side, men det er noget som de andre partier lægger vægt på.

- Så det er oplagt at se, om andre lande fortolker konventionerne anderledes, siger Martin Henriksen.

/ritzau/