DF ønsker milliardrabat til olieselskaber i Nordsøen

På partiets årsmøde, som finder sted i denne weekend i Herning, er meldingen klar: Dansk Folkeparti ønsker lempelser i indfasningen, så ændringerne ikke rammer de olieselskaber, der forlængst har forpligtet sig til at investere i at udvinde olie fra den danske del af Nordsøen.

En af modellerne, som DF arbejder med, er et års udskydelse af de nye regler, som ifølge regeringens udspil skulle være sat i gang fra 1. januar 2014, og som over ti år gradvist ville sænke skattefradraget på udvinding af ressourcerne i Nordsøen.

En forsinkelse, som vil koste en milliard kroner, som Dansk Folkeparti har fået det oplyst fra Skatteministeriet. Ifølge beregninger fra Skatteministeriet ville regeringens oprindelige udspil sende 28,5 milliarder kroner ned i en fond, der blandt andet skal bruges til at forbedre togforbindelserne mellem landets største byer.

»Om vi får 30 milliarder eller 25 milliarder kroner ud af det, er ikke afgørende for os. Vi vil gerne have nogle penge til at lave infrastruktur for. Men det allermest afgørende er, at vi har flere olieforekomster i Nordsøen, og der skulle også i fremtiden gerne være nogle, der vil byde ind på at tage olien op af undergrunden til glæde for dig og mig. Hvis ikke vi opfører os ordentligt, kan det være, at selskaberne ikke vil bore på den danske sokkel i Nordsøen, men i stedet på den engelske eller norske, for der stoler de mere på politikerne,« sagde finansordfører René Christensen (DF) på partiets årsmøde.

Han bruger det tyske olieselskab Bayerngas som eksempel. Olieselskabet forpligtede sig i 2012 til at investere flere milliarder kroner i at udvinde dansk Nordsøolie i løbet af de næste år – men med regeringens udspil har forudsætningerne bag den investering ændret sig markant, mener DF.

Partiets årsmøde blev skudt i gang med en videokollage, hvor formand Kristian Thulesen Dahl (DF) på storskærm blev portrætteret som Robin Hood, der tager fra de rige og giver til de fattige. Ønsket om at udskyde indfasningen skal ikke ses som en gave til olieselskaberne, siger partiets skatteordfører, Dennis Flydtkjær (DF):

»I stedet for at se det som en rabat på en milliard, eller hvad det nu ender på, så er faktum, at vi står til at beskatte oliesselskaberne med 27,5 milliarder kroner højere, end tilfældet er i dag. Det er svært at se det som en gave. Det tror jeg i hvert fald ikke, olieselskaberne gør. Der er store penge på spil.«

Ved forhandlingsbordet om at beskatte olieselskaberne hårdere for at skaffe penge til forbedrede togforbindelser sidder også Enhedslisten. Her er finansordfører Frank Aaen (Ø) oprørt over forslaget.

»Olieselskaberne ude i Nordsøen, som primært er udenlandske, har i årevis betalt for lidt i skat. Nu får vi mulighed for at få lidt mere provenue i statskassen, og så synes Dansk Folkeparti åbenbart, at det er vigtigt at give disse selskaber en rabat. Det er besynderligt, og det undrer mig, hvis regeringen ender med at være villig til at betale et milliardbeløb for at tækkes Dansk Folkeparti. Det er jo helt unødvendigt. Regeringen kan jo få flertal sammen med Enhedslisten, og så er den kørt hjem,« siger han.

Dennis Flydtkjær understreger, at forhandlingerne besværliggøres af, at Enhedslisten ønsker at øge beskatningen hurtigere, end regeringen har lagt op til. Det bekræfter Frank Aaen gerne.

Ifølge Berlingskes oplysninger viser beregninger fra Skatteministeriet, at Enhedslistens model - det, der i Serviceeftersynet omtales som Model 2 - ville kunne hente cirka 32 milliarder kroner til togfonden.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra skatteminister Holger K. Nielsen (SF).

Dagens Gossip