DF og EL vil se på ændringer til forældet straffelov

Skrevet af admin

29/12/2013

Mest læste i dag

Straffeloven er ikke tilpasset den form for spionage, der er i dag, og derfor bør der ses på ændringer af spionage-lovgivningen, sådan at danske borgere og virksomheder beskyttes mod overvågning.

Det mener Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup, efter at den afgående chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), Jakob Scharf, i søndagens udgave af Politiken påpeger en række mangler ved straffelovens spionage-paragraffer.

- Det, der kan komme på tale, er, at vi udformer straffeloven på en sådan måde, at vi gør det til en forbrydelse mod statens sikkerhed at indhente information via f.eks. overvågning omkring danske forhold, siger Peter Skaarup.

Retsordføreren for Dansk Folkeparti nævner, at det kan være forskningsresultater, enkelte personer og virksomheder, som kan være under overvågning.

Selvom Peter Skaarup finder, at den afgående PET-chef har en pointe i sin udmelding, så undrer retsordføreren sig over, at Jakob Scharf først på dette tidspunkt påpeger manglerne ved straffeloven.

- Det undrer mig, at meldingen fra Jakob Scharf kommer på den her måde. Det er også derfor, at vi vil bede justitsministeren fortælle, om regeringen tidligere har hørt noget om det, og om de har sagt nej til det, fordi så synes jeg, at det vil være kritisabelt, siger Peter Skaarup.

Hos Enhedslisten vil retsordfører Nikolaj Villumsen også gerne vende muligheden for at opdatere straffelovens spionage-paragraffer, sådan at de passer bedre overens med nutiden.

- På baggrund af udmeldingen fra Jakob Scharf vil jeg bede justitsministeren om at se på, om der er muligheder for at tage initiativer, der kan sikre borgere og danske virksomheder mod overvågning fra udenlandske spiontjenester, siger Nikolaj Villumsen.

Enhedslistens retsordfører fortæller, at det grundlæggende ikke skal være i orden samt være fuldstændig uacceptabelt, at udenlandske spiontjenester overvåger danske borgere og virksomheder.

- Hvis det ikke står klokkeklart i straffeloven, som den afgående PET-chefpåpeger, så skal det sikres ved lov, lyder det fra Nikolaj Villumsen.

/ritzau/