DF og LA: Flygtninge skal sendes til udlandet i asyllejre

Skrevet af admin

09/10/2014

Mest læste i dag

Tonen i den danske udlændingedebat bliver nu skærpet.

Dansk Folkeparti foreslår at sende flygtninge fra verdens krige og konfliktområder videre til et af verdens ulande, hvis de kommer til Danmark og opnår asyl. Og Liberal Alliance melder sig på banen med et lignende forslag.

Det er et krav til en eventuel borgerlig regering under ledelse af Lars Løkke Rasmussen (V), skriver Berlingske om Dansk Folkepartis forslag.

DF vil gå langt for, at asylansøgere ikke får foden inden for i Danmark, og partiet mener, at regeringen bør indgå aftaler med eksempelvis lande i Afrika tæt på konflikterne om, at flygtninge kan blive fløjet dertil fra Danmark.

- Jeg tror, at det med et slag vil gøre Danmark ufattelig uinteressant at søge asyl i, og derfor tror jeg, at asyltallet vil rasle ned, når de ikke kan få en opholdstilladelse i Danmark.

- Vi vil stadig leve op til vores forpligtigelse om at hjælpe flygtninge, men vi vil bare gøre det på en anden måde, siger partiets udlændingeordfører Martin Henriksen til Berlingske.

Danmark skal som modydelse bruge bistandsmidler på at oprette og drive asyllejre i modtagerlandet. Målet er, at Danmark slet ikke skal have udlændinge med asylstatus på dansk grund. Kun kvoteflygtninge skal ikke sendes af sted, lyder det.

Blandt andet på grund af Islamisk Stats fremmarch i Irak og Syrien forventer Justitsministeriet nu, at 20.000 asylansøgere vil komme til Danmark i 2014.

Liberal Alliance melder sig i Jyllands-Posten på banen med et lignende forslag ved at foreslå et totalt stop for alle flygtninge, der rejser til Danmark fra krige som den aktuelle i Syrien.

- Billedligt talt skal de vendes rundt i lufthavnen, ind i et fly og ned i en flygtningelejr i nærheden af, hvor de kom fra, siger partiets leder, Anders Samuelsen, til avisen.

I stedet for at få asylbehandling og beskyttelse her til lands skal flygtningene have ophold i lejre, som er betalt og drevet af Danmark. Pengene skal komme fra de milliarder, som Danmark vil spare på asyludgifter herhjemme.

- Selv socialdemokrater og radikale anerkender nu, at vi ikke kan tage 50.000 næste år. Og hvis vi tog 50.000, ville det stadig kun være en dråbe i havet.

- I stedet vil vi oprette et lille stykke Danmark i Jordan, Libanon eller Israel, som vi har ansvaret for, hvor vi driver og finansierer lejre. Vi lægger vores Sandholm-lejre lokalt, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/