DF om DSB-aftale: Minister vil ikke give os udlicitering

Skrevet af admin

10/03/2015

Mest læste i dag

Regeringen er på vej til at lande en aftale om en ny DSB-kontrakt med stemmer fra SF og Enhedslisten.

Dermed ser blå blok ud til at stå tilbage på perronen, og det ærgrer Dansk Folkepartis trafikordfører Kim Christiansen.

- Jeg synes, det er ærgerligt, når vi har forhandlet så længe, at vi ikke kan lave en bred aftale. Det er et vigtigt område, en tiårig aftale og mange af tingene er udmøntet af togfonden, som vi er en del af, siger han til Ritzau.

Dansk Folkeparti har tidligere lavet aftaler med regeringen, Enhedslisten og SF om netop togfonden og før den trafikmilliarden, som erstattede den omstridte plan om en betalingsring.

Men denne gang kunne transportministeren ikke honorere folkepartiets krav.

- Der har været nogle knaster i det, konstaterer Kim Christiansen og specificerer:

- Vi har ønsket mere udlicitering end det, der var lagt på bordet, og vi har gerne villet inddrage ansvaret for lokalbanerne i kontrakten, så det ikke ligger ude i regionerne, og vi mener ikke, at DSB selv skal varetage opgaven med togkøb.

Ordføreren understreger, at han ikke ved, hvordan udgangspunktet for den aftale, der ventes på plads tirsdag aften, ser ud.

Enhedslisten har imidlertid røbet, at den indeholder en ændring af den frist, som handicappede skal varsle DSB med for at de kan på assistance på togrejsen, fra 48 til 24 timer efter sommerferien.

Men det er ikke godt nok, mener Kim Christiansen.

- Vores krav var 12 timer her og nu. Vi mener, det skal være muligt for handicappede at bestille dagen før, de skal ud og rejse, og det er så et af de punkter, hvor man ikke har villet imødekomme os, konstaterer han.

Hos Venstre vil trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen ikke kommentere aftalen, før den er helt på plads.

- Vi forholder os til realiteterne, og jeg kan forstå, at der ikke er nogen aftale endnu, siger han til Ritzau.

Spørgsmål: Står du stadig med en fornemmelse af, at I kan komme med i den endelige aftale?

- Det må vi se. Vi skal have nogle indrømmelser fra regeringens side, og det har det skortet lidt på, lyder det fra Venstre.

/ritzau/