DF om kontroversielt læserbrev: Det kan misforstås

Skrevet af admin

29/10/2015

Mest læste i dag

Når et folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti i et læserbrev skriver, at det er forventeligt, at desperate svenskere reagerer på det massive flygtningepres med afbrændinger af asylcentre, kan det udlægges, som om man har forståelse for politisk vold. Og det har Dansk Folkeparti ikke.

Det siger DF's gruppeformand, Peter Skaarup, som reaktion på et læserbrev fra DF- folketingsmedlem og forbrugerordfører Dorthe Ullemose.

- Læserbrevet kan misforstås, som om det er helt forståeligt, at nogen reagerer med afbrænding. Det er det ikke. Der er ikke nogen i DF, der på nogen måde har forståelse for politisk vold og afbrændinger af asylcentre, siger Peter Skaarup.

I læserbrevet i Fyns Amts Avis onsdag skriver Dansk Folkepartis forbrugerordfører blandt andet:

- På et tidspunkt får folk nok. Især hvis man ikke bliver lyttet til. Og så udfører man handlinger, som man egentlig ikke har lyst til at gøre. Det er det, vi ser med afbrændingerne i Sverige lige nu. Man bliver desperat på et tidspunkt. Det må man forvente, når man ikke lytter.

Peter Skaarup lægger dog vægt på, at Dorthe Ullemose efter offentliggørelsen af læserbrevet har forklaret sig på Facebook.

Han henviser til en opdatering, som hun lagde ud onsdag aften efter en samtale med Dansk Folkepartis presseafdeling.

I opdateringen skriver Dorthe Ullemose:

- Indlægget har fået dem, som gerne vil misforstå, til at misforstå. For at slå det helt og aldeles fast: Jeg synes, at afbrændingerne er frygtelige, og jeg kan ikke kraftigt nok tage afstand fra enhver form for hærværk og vold.

- Den slags hører ingen steder hjemme i et demokrati. Jeg skriver intet sted, at de er forståelige, eller at jeg sympatiserer med dem. Så lad venligst være med at skyde mig holdninger i skoene, som jeg ikke har.

Peter Skaarup mener, at sagen dermed er afsluttet, og den får ikke nogen konsekvenser for Dorthe Ullemoses arbejde i Dansk Folkepartis gruppe på Christiansborg.

- Hun forklarer det meget godt i sin Facebook-opdatering og får det rettet til. Så det får ikke nogen konsekvenser, siger Peter Skaarup.

/ritzau/