DF om lavere ydelser: Ikke en vild fantastisk idé

Skrevet af admin

21/05/2016

Mest læste i dag

Det er at tage fra de fattige og give til de rige, når Venstres finansordfører, Jacob Jensen, i Politiken lægger op til, at størrelsen på dagpenge, kontanthjælp og andre overførselsindkomster muligvis skal stige mindre end planlagt i fremtiden.

Det mener Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

- Det er jo en omvendt Robin Hood, regeringen lægger op til. Den tidligere regering gjorde det også, men det gør det ikke mindre usympatisk, at statsministeren og Jacob Jensen foreslår det samme, siger han.

Allerede i dag har dagpenge, kontanthjælp, efterløn samt førtids- og folkepension som følge af S-R-SF-regeringens skattereform fået et nøk nedad i perioden 2016 til 2023.

Reformen betyder, at overførselsindkomsterne ikke længere skal følge den almindelige lønudvikling.

En forlængelse af den ordning er med i overvejelserne, når Venstre blandt andet skal finde penge til skattelettelser, siger Jacob Jensen til Politiken.

Hvis der skal flere penge i kassen, skal der andre værktøjer i brug, mener DF-formanden.

- Hvis man skal skabe penge fra overførselsindkomster, så er det ved at få flere væk fra overførelserne.

- Vi har netop fået en opgørelse, der viser, at den stigende beskæftigelse i Danmark primært er kommet østeuropæere til gavn. Hvis man sikrede, at den ville komme ledige danskere til gavn, ville det ikke handle om at dæmpe ydelserne. Dét er der perspektiv i.

Spørgsmål: Men den opgørelse byggede også på, at mange af de job slet ikke søges af danskere, men primært af østeuropæere. Så det er vel ikke så simpelt?

- Jeg tror bestemt ikke, det er simpelt. Der skal nok være eksempler på stillinger, hvor en arbejdsgiver har haft svært ved at finde en dansker, men jeg tror også, at man kan finde eksempler på arbejdspladser, der fast bruger østeuropæere, siger DF-formanden.

Allerede på onsdag og torsdag i den kommende uge tager statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for alvor hul på diskussionen om en 2025-plan med en konference på Marienborg.

Her er økonomer, erhvervsledere og andre indbudt til at komme med bud på løsninger, der skal tage hånd om udfordringerne.

/ritzau/