DF om tilskud til ekskoner: Nu må galskaben stoppe

Når ekskoner i EU-lande kan modtage dansk børnetilskud, selvom de aldrig har boet i Danmark, så er det et tegn på, at EU er et tog, der ikke blot er kørt af sporet, mener skatteordfører for Dansk Folkeparti Dennis Flydtkjær:

- Det er kørt langt ud over en skrænt og er i frit fald i forhold til ret og rimelighed, skriver han i en mail til Ritzau.

Kommentaren kommer efter den seneste drejning i sagen om EU-borgere med job her i landet, der modtager børnecheck, selv om deres børn ikke bor i Danmark.

Også det såkaldte børnetilskud kan nemlig sendes ud af landet, skriver Jyllands-Posten. Endda til mødre, som ikke længere er sammen med den danskarbejdende far.

- En enlig mor i Polen kan søge dansk tilskud, hvis faren til barnet arbejder og er skattepligtig i Danmark, oplyser Socialministeriet til Jyllands-Posten.

Dermed kan en fraskilt mor i et andet EU-land, der aldrig har selv har været på dansk grund, opnå rettigheden til det danske børnetilskud ud over børnechecken.

Dennis Flydtkjær kalder sagen "grotesk".

- Nu må EU-galskaben simpelthen stoppe.

- De partier som har sagt ja til EU-traktaterne og til forordningerne, som har bragt os i denne situation, må virkelig have røde ører, mener han.

Børnetilskuddet udgør 2664 kroner skattefrit i kvartalet for en enlig forsørger med ét barn boende hos sig. For hvert ekstra hjemmeboende barn lægges 1319 kroner oveni beløbet.

Socialminister Manu Sareen (R) forsvarer ordningen.

- Danmark skal naturligvis overholde sine forpligtelser i henhold til EU. Jeg synes da, at det er helt rimeligt, at når man for eksempel arbejder og betaler skat i et land, så får man også nogle rettigheder, siger han i et skriftligt svar til Jyllands-Posten.

Regeringens administration af tilskuddet er en del af forhandlingerne om en lovændring af optjeningsprincippet for børnechecken.

/ritzau/

Dagens Gossip