DF om V's skrappe muslim-krav: Nu nærmer vi os hinanden

Skrevet af admin

28/07/2014

Mest læste i dag

Døren er åben, hvis Venstre ønsker at stille særlige krav til ikke-vestlige udlændinge med muslimsk baggrund, lyder det fra Dansk Folkeparti.

- Hvis Venstre nu langt om længe har forstået, at der er brug for at skelne mellem indvandrere og begrænse den ikke-vestlige indvandring, så nærmer vi os hinanden, siger Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, i en pressemeddelelse.

- De har været tid om det, og de mangler fortsat at levere resultater, men nu ser vi, om ikke de er til noget, fortsætter han.

Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, skriver i en kronik i Berlingske, at der er behov for at stille forskellige krav til udlændinge, der eksempelvis kommer et "kristent USA" eller et "muslimsk Pakistan". For det er indvandrere fra ikke-vestlige lande, der skaber flest integrationsproblemer herhjemme, siger hun.

Martin Henriksen peger på, at Dansk Folkeparti allerede i 2010 var klar med et udspil, der havde til hensigt at begrænse den ikke-vestlige indvandring. Dengang lød det fra de øvrige partier inklusive Venstre, at det ikke var muligt.

- Nu forstår jeg det sådan, at Venstre vil gå videre end det. I så fald sparker de en åben dør ind, faktisk har den været åben i lang tid, og nu er de så på vej ind, siger Martin Henriksen, der dog afventer et endeligt udspil, før Dansk Folkeparti glæder sig for alvor.

Inger Støjberg ønsker i avisen ikke at løfte sløret for, hvordan Venstre konkret har tænkt sig at lovgive på området. Det vil i stedet fremgå, når partiet i begyndelsen af august holder sommergruppemøde og fremlægger en udlændingepakke.

Hun erkender dog, at det kan blive svært at lave lovgivning, der skelner mellem forskellige typer af indvandrere.

/ritzau/