DF omtalte selv omstridt sejlads som kommunalvalg

Skrevet af admin

16/10/2015

Mest læste i dag

I et videoklip fra august 2013 omtaler Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, og europaparlamentariker Morten Messerschmidt, deres tur i en skonnert rundt i Danmark som en del af kommunalvalget.

Dansk Folkepartis adgang til fonden Feld, som er finansieret af EU-midler, har blandt andet betalt for sejlturen, hvor flere DF-folketingsmedlemmer i 2013 deltog op til kommunalvalget.

Men den slags aktiviteter må EU-midlerne ikke bruges til, understregede presseattaché Delphine Colard fra EU-Parlamentets presseafdeling over for Ritzau torsdag.

I klippet siger partiformand Kristian Thulesen Dahl, at kommunalvalget er vigtigt for Dansk Folkeparti:

- Det er meget vigtigt for os, at vi får minimeret den forskel, der er med vores kommunale tilslutning og vores landstilslutning. Det ærgrer os, vi ikke kan få flere til at stemme på os lokalt. Og der er vores sommertogt her en del af vores arbejde i forhold til det.

Europaparlamentariker Morten Messerschmidt bliver direkte adspurgt, om rundturen har noget med kommunalvalget at gøre. "Spiller det ind, at der er kommunevalg til efteråret?", lyder spørgsmålet.

-Ja selvfølgelig spiller de kommende valg ind. Både til det kommende kommunevalg til november, og til valget til Europaparlamentet næste år.

- Vi vil gerne ud, særligt møntet på de to valg, og høre hvad folk tænker. Og selvfølgelig også sende vores budskaber, siger Morten Messerschmidt.

Det har i første omgang ikke været muligt at få en kommentar fra Dansk Folkeparti.

/ritzau/