DF opfordrer sexkunder til at købe dansk

Sådan lyder opfordringen fra Dansk Folkeparti til de danske mænd, der køber sex.

»De skal købe hos danske kvinder, da masser af prostituerede er det frivilligt,« siger ligestillingsordfører Pia Adelsteen (DF).

Opfordringen kommer i kølvandet på en undersøgelse i Politiken, hvori 15 procent af 7.000 repræsentativt udvalgte mænd svarer, at det er OK at købe sex hos en handlet kvinde.

»Det er en stor del, og det bør være sådan, at man ikke køber sex hos en handlet kvinde,« siger Pia Adelsteen.

Spørgsmål: Hvad skal man gøre ved det?

»Man skal lave en kampagne, hvor man opfordrer til ikke at købe udenlandske kvinder. Det hjælper overhovedet ikke at tale forbud mod prostitution, for så ved vi, at de fleste ender i en kælder, og at det sker alligevel. Men man skal gøre det meget klart: Lad være med at købe sex af udenlandske kvinder,« siger Pia Adelsteen.

Erfaringerne fra de lande, hvor der er forbud mod købesex, viser ifølge Pia Adelsteen, at prostitutionen kommer til at foregå i det skjulte, hvilket gør det sværere at sætte ind med hjælp til de prostituerede, der bliver tvunget til at sælge deres kroppe til sex.

Et særskilt forbud mod at købe sex af handlede kvinder giver heller ingen mening, understreger Pia Adelsteen.

»Vi har set, at nogle af de handlede kvinder udmærket godt ved, at de skal være prostituerede, så det er ikke så sort-hvidt, så man kan sige, at når en kvinde er handlet, så er hun tvunget ud i prostitution. Derfor kan det være svært for nogle mænd at finde ud af, om det er en handlet kvinde eller ej. Det kunne også være en udenlandsk kvinde, der er helt legalt i Danmark,« siger ligestillingsordføreren.

Ligestillingsminister Manu Sareen (R) vil heller ikke forbyde købesex, men vil i stedet lave en oplysningskampagne rettet mod de 15 procent af mændene, der finder det i orden at købe sex af handlede kvinder.

Dagens Gossip