DF opfordrer Støjberg til at sætte tempoet op

Skrevet af admin

27/10/2015

Dagens topnyheder

Forhandlingerne om yderligere stramninger på udlændingeområdet genoptages tirsdag hos udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Venstre-regeringen lægger op til at gøre det sværere at få familiesammenføring, sværere at få permanent ophold, sætte flere udlændinge ned på den lave integrationsydelse og udvælge kvoteflygtninge med såkaldt integrationspotentiale.

Desuden er det planen, at flygtninge selv skal betale for transport af familiesammenførte.

Tirsdagens forhandlinger vil ifølge Ritzaus oplysninger formentlig koncentrere sig om integrationsydelsen.

Her er det Dansk Folkepartis ønske, at den kommer til at virke med tilbagevirkende kraft, så også flygtninge, der er kommet til Danmark under den tidligere regering, sættes ned i ydelse. Integrationsydelsen ligger på SU-niveau.

Det er helt fair, hvis det gælder med tilbagevirkende kraft, mener DF's integrationsordfører, Martin Henriksen.

- Det ser jeg ingen problemer med. Hvorfor skal de have mere end andre? Vi vil hellere bruge pengene til bedre sundhed og bedre ældrepleje, siger Martin Henriksen til Ritzau.

Han bruger gerne en efterhånden klassisk DF-vending i forbindelse med regeringens stribe af udlændingestramninger, som der forhandles om.

Det er fine tiltag, men ikke helt nok, er meldingen, og det går for langsomt med at indføre stramningerne.

- Dybden af migrant- og flygtningekrisen er ikke gået op for de andre partier endnu. Venstre talte om en straksopbremsning på området. Hvis det er tilfældet, går det lidt sløjt.

- Der er ikke længere tale om en straksopbremsning. Tiltagene er fine, men vi er fortsat i en situation, som er ude af kontrol, siger Martin Henriksen.

Nye tal fra Udlændingestyrelsen viser, at 844 mennesker fik asyl i Danmark i september i år. I alt søgte 2761 mennesker asyl. Det gør september til den måned i år, hvor flest har ansøgt om asyl i Danmark.

- Det tal skal bankes ned. Det er helt vildt høje tal, siger Martin Henriksen.

Enhedslisten, SF, Radikale og Alternativet forlod forhandlingerne i sidste uge.

/ritzau/