DF-ordfører: Lovforslag sikrer lavere husleje til ældre

Skrevet af admin

15/12/2015

Dagens topnyheder

Dansk Folkeparti er sikre på, at et omstridt forslag om at sænke boligydelsen for pensionister, vil få den effekt, at huslejerne også falder.

Forslaget er en del af finanslovsaftalen, der efter planen stemmes igennem Folketinget onsdag, og fra flere sider er der rejst tvivl om konsekvenserne, blandt andet fordi det ikke fremgår klart, hvordan man vil sikre, at huslejen også falder, når boligydelsen gør.

Men spørger man DF's finansordfører, René Christensen, er der ingen tvivl om, at det vil ske.

- Vi har jo den garanti, at det står i loven, siger han.

- Det er ikke noget med, at det står i en aftaletekst, at vi har en hensigt om det. Det står lovgivningen, at det skal den.

Han henviser til en sætning i bemærkningerne til lovforslaget, der lyder:

- Loftet over maksimal husleje vil understøtte, at kommuner og bygherrer har fokus på, at ældreboliger opføres omkostningseffektivt og drives effektivt, således at væsentligt færre personer i realiteten berøres af forslaget.

- Det er jo sådan set lidt et hul, der har været, fordi kommunerne har jo kunnet lægge alverdens personalerum og fitnesscentre - alt muligt - ind under de her centre og så lagt det ind i den enkelte ældres husleje, siger René Christensen.

- Det er derfor, vi kan se nogle eksempler på, at man sidder med huslejer på 9000 kroner for 60 kvadratmeter beboelse, også i provinsen. Det er jo ikke normal husleje.

- Det er en politisk øvelse, der skal ske i det kommunale Danmark, hvor man siger: Ja, nu har vi udnyttet det hul i en periode, og det skal vi holde op med, siger René Christensen.

Når det er sagt, holder DF som tidligere udmeldt fast i, lovforslaget skal ændres, så pensionister med en indkomst på under 150.000 om året ikke bliver berørt.

Hos Socialdemokraterne giver finansordfører Benny Engelbrecht ikke meget for DF's opfattelse af, at forslaget skulle sikre lavere huslejer til de ældre

- I bedste fald er det en utrolig dårlig undskyldning, i værste fald er det noget forbandet sludder, siger Engelbrecht.

Ved et samråd tirsdag aften kan finansminister Claus Hjort Frederiksen blandt andet se frem til at skulle svare på, hvilke garantier der er for lavere husleje, varsler Engelbrecht.

- Det er utroligt svært at forestille sig, at en garvet forhandler som Kristian Thulesen Dahl (DF's formand, red.) ikke har vidst helt præcist hvad den boligydelsespakke, som han har indgået aftale om, betyder, siger Engelbrecht.

/ritzau/