DF-ordfører roser partikritisk teaterstykke

Skrevet af admin

04/02/2016

Mest læste i dag

Det er en veldrejet teaterforestilling, der fortjener fem ud af seks stjerner.

Sådan lyder det torsdag aften fra Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, efter at han har overværet urpremieren på stykket "De Stuerene" på teatret Mungo Park Kolding.

- Det geniale greb er, at man lader som om, det er Poul Nyrup Rasmussen, der fortæller historien. Det er med hans øjne, man ser på Dansk Folkeparti, og langsomt kæmper Dansk Folkeparti og Pia (Kjærsgaard, red.) sig igennem for at overtage fortællingen, siger Alex Ahrendtsen.

Teaterforestillingen handler om Dansk Folkepartis 20-årige historie fra uglesete pariaer til etableret del af det politiske parnas.

Stykket stryger ikke Dansk Folkeparti med hårene. Partiet bliver fremstillet som fremmedfjendsk og med en formidabel evne til at lefle for familien Danmark.

Alex Ahrendtsen medgiver, at Dansk Folkeparti absolut også får tæsk undervejs i forestillingen.

- Den tegner et tvetydigt billede af et parti, der kæmper for Danmark, men også et billede af et parti, som mange har en mening om. Et parti, som mange også er vrede over, siger Alex Ahrendtsen.

- Men det gør ikke noget, fordi det er så originalt den måde, de har forsøgt at skildre Dansk Folkeparti på, siger han.

Det var daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), der i 1999 sagde de famøse ord om, at Dansk Folkeparti aldrig blev "stuerene".

Og selv om Poul Nyrup Rasmussen som stykkets fortæller udstiller Dansk Folkeparti som nogle "primitive kældermennesker", så ender stykket ifølge Alex Ahrendtsen med at udstille selvsamme Nyrup.

- Dramatikeren lader Poul Nyrup Rasmussen sige de ting, men Nyrup mister mere og mere grebet og fremstå faktisk som den ynkelige person, der ikke ser udviklingen, ikke griber og forstår den. Det synes jeg dramatisk set er smart lavet, siger Alex Ahrendtsen.

Også Søren Rasmussen, formand for Dansk Folkepartis byrådsgruppe i Kolding, er begejstret for teaterstykket.

Han er enig med Alex Ahrendtsen i, at teaterstykket udstiller "godhedsindustrien", repræsenteret ved Poul Nyrup Rasmussen.

- Det er det betragtning, der har gjort partiet så stort. Man har nægtet at forstå folkesjælen. Men nu kan man se på Christiansborg, at man begynder at forstå, at det var rigtigt, det vi har sagt i 20 år, siger Søren Rasmussen.

Han fortryder ikke, at partiet har købt en hel forestilling udelukkende til DF'ere.

- Det er ikke sådan, at stykket stryger os med hårene. Men sådan skal det heller ikke være med teater. Måske får de ikke helt vores kærlighed til Danmark med, eller også forstår de den ikke. Men overordnet set giver stykket en glimrende skildring af vores historie, siger Søren Rasmussen.

/ritzau/