DF: På tide at kommunernes jobcentre vågner op

Det mener landets seks største kommuner - København, Aarhus, Aaalborg, Odense, Esbjerg og Randers.

Kommunerne foreslår, at jobformidlingen kommer til at foregå på tværs af kommunegrænser og ikke som i dag, hvor kommunerne først og fremmest har tanke for deres egne ledige.

Et forslag, der vinder gehør hos Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted (DF).

»Det er helt naturligt, at jobcentrene arbejder på tværs af kommuneskel. Det var også intentionen, da de kommunale jobcentre blev skabt, men det har kommunerne ikke været gode nok til. De har været mere optaget af deres egen lille andedam for at få kommunens egne ledige i job,« siger Bent Bøgsted.

»Det er på tide, at kommunerne vågner op og ser på, hvad man kan gøre for at forbedre indsatsen for de ledige,« siger Bent Bøgsted.

De seks største kommuner foreslår ifølge Jyllands-Posten at nedbryde de stive kommunegrænser, som de 98 jobcentre arbejder inden for. Forslaget fra kommunerne skal præsenteres for det såkaldte Carsten Koch-udvalg, der arbejder med en revision af beskæftigelsesindsatsen.

Udvalget ventes at fremlægge dets konklusioner senere på efteråret.

Bent Bøgsted håber, at jobcentrene - udover det tværkommunale samarbejde - vil gøre mere for at være opsøgende over for virksomhederne.

»Der skal være noget mere kontakt til virksomhederne - jobkonsulenterne skal ud og tale med virksomhederne for på den måde at skaffe ledige i arbejde,« siger Bent Bøgsted.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) siger til Jyllands-Posten, at hun er enig i ønsket om, at jobcentrene skal blive bedre til at samarbejde.

Dagens Gossip

Dagens TV