DF: Penge fra social dumping til terrorbekæmpelse er sort

Skrevet af admin

27/10/2015

Mest læste i dag

Regeringen vil tage penge fra politiets indsats mod social dumping og bruge dem på bekæmpelse af terror og andre prioriterede opgaver, men det er tåbeligt, lyder det fra Dansk Folkeparti.

- Det er helt sort, det er fuldstændig tåbeligt, at man sparer på noget så vigtigt som trygheden på vores arbejdsmarked. Det er et af de forslag, som vi meget gerne vil have pillet af bordet, siger DF-ordfører for social dumping, Peter Kofod Poulsen.

Den tidligere SR-regering afsatte 60 millioner kroner til øget politiindsats mod social dumpning og ulovlig cabotagekørsel, men ifølge papirer, som TV 2 har set, vil regeringen i stedet bruge pengene på andre områder af politiets arbejde som terrorbekæmpelse.

Ifølge DF er det vigtigt med kampen mod social dumping, herunder ulovlig cabotagekørsel.

Det er eksempelvis, når udenlandske chauffører kører indenrigs i Danmark mellem de afleverer et internationalt læs, og til de samler et nyt op og forlader landet. Vognmænd frygter, at det forringer danske lønmodtageres vilkår.

- Transportbranchen er hårdt presset og kæmper for overlevelse, og vi er nødt til at sætte hælene i og sige, at kontrollen skal fortsætte, siger Peter Kofod Poulsen.

Set i det store billede er det få penge, som Venstre-regeringen vil tage, men pengene har stor betydning på området, lyder det.

- Der er tale om kontrol for op mod 30 millioner om året og set i det store regnestykke, er det meget mærkeligt, hvis man ikke kan finde det beløb for kontrol mod cabotagekørsel og kampen for tryghed for lønmodtagerne, siger Peter Kofod Poulsen.

Han vil hellere se på andre former for finansiering, uden at han dog nævner konkrete forslag.

- Vi kigger løbende på, hvor vi kan finde pengene. For det er klart, at når vi vil finde 2000 flere betjente, kommer det ikke til at være gratis. Det ser vi på i forhandlingerne.

- Vi har allerede nikket ja til, at man kan finde penge fra uddannelserne og finder nogle smarte løsninger der, siger han.

/ritzau/