DF: PET-sag kan koste hoveder

»Det er meget betroede midler på den konto, som man taler om i denne sag, og det gør det ekstra vigtigt, at der er helt klare linjer. Det siger sig selv, at hvis man bruger pengene på middage i stedet for bekæmpelse af terror, så har man et forklaringsproblem,« siger retsordfører Peter Skaarup (DF) og uddyber:

»Justitsministeren må redegøre for, hvordan misbruget kunne finde sted, fortælle hvor ansvaret skal placeres og sikre, at noget sådan aldrig sker igen,« siger han.

Hvis det viser sig, at PET har handlet bevidst, så kan det ifølge Peter Skaarup få konsekvenser for tjenestens øverste ledelse:

»Det kan det i hvert fald. Vi må have svar på, hvor man kan placere ansvaret,« siger han.

Spørgsmål: Hvilke konsekvenser kan komme på tale?

»Det kan jeg ikke sige på forhånd. Det afhænger helt af, hvordan forløbet har været - og om, hvorvidt man på betryggende vis kan fortælle, at det er en fejl. Men det kan få den konsekvens, at der er nogle, der mister deres job,« siger Peter Skaarup.

Ekstra Bladets aktindsigt viser, at ti PET-chefer var på restaurant Umami 26. juni 2012, hvor de spiste en tre retters middag med cocktails både før og efter maden. Årsagen til festlighederne var en chef, der stoppede i tjenesten, og middagen løb op i 9.790 kroner for de ti personer.

Peter Skaarup mener, det er for tidligt at sige, om der er tale om en fejl eller en bevidst handling fra PETs side.

»Det er svært at vurdere på det her tidspunkt i processen, men vi har bedt om, at retsudvalget får en redegørelse, så vi kan blive meget klogere på, om det er bevidst, at man gerne har villet skjule nogle udgifter eller hvad der er sket,« siger han og tilføjer om muligheden for at lade Rigsrevisionen undersøge sagen:

»Det kan meget vel blive aktuelt«.

Dagens Gossip