DF: Politichikane skal udløse hård straksdom

Det skal øjeblikkeligt koste tre måneder i brummen, hvis man chikanerer en politibetjent, når vedkommende ikke er i uniform.

Sådan lyder et forslag fra Dansk Folkeparti i kølvandet endnu et eksempel på politichikane, hvor en kvindelig betjent, der havde fri, sent lørdag eftermiddag blev udsat for grov chikane af to mænd i Aarhus.

Ifølge Politiforbundet føler et stigende antal politibetjente sig chikaneret i deres fritid, men hjælpen til den kvindelige betjent - og andre betjente, der bliver udsat for chikane - kan være langt væk.

For som lovgivningen er skruet sammen i dag, er politibetjente kun beskyttet mod chikane som hån eller skældsord, når de er på arbejde.

Men når de har fri, er der ingen særlig beskyttelse af dem, og det vil Dansk Folkeparti nu ændre på ved at indføre en minimumstraf for at chikanere betjente i deres fritid.

- Jeg mener, det er vigtigt, at man sætter meget hårdere ind overfor dem, der står bag chikane af betjente i civil. Det er et stor retssikkerhedsmæssigt problem, som vi skal tage meget mere seriøst, end politiledelsen gør det i dag, siger partiets retsordfører, Peter Skaarup.

Jeg mener, at man skal indføre en tre måneders ubetinget fængselsstraf for at chikanere en polititjenestemand i civil via straksdomme, så vi kan tage den slags i optakten.

Peter Skaarup understreger, at han "meget gerne" så minimumstraffen udbredt til også at omfatte andre offentligt ansatte tjenestemænd, hvis de bliver chikaneret i deres fritid.

- Men nu er det jo så ofte sådan, at der lige præcis i forhold til betjente, der står så meget på spil i forhold til kriminelle, så der går man måske hårdere til dem.

/ritzau/

Dagens Gossip