DF: Reform skal sikre børn og unge bedre liv

Sådan siger Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), om den reform af pædagoguddannelsen, som partiet fredag har indgået aftale om med regeringen og Enhedslisten. Det er en ændring, som børn og unge meget gerne skulle kunne mærke, når de om nogle år møder fremtidens pædagoger.

»Man skulle jo meget gerne møde nogle mere kompetente pædagoger, som egentlig er bedre til at forstå de børn og unge, som de arbejder med, og deres behov,« siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

»Pædagogens opgave er jo i vid udstrækning at støtte barnet og den unge i den udvikling, man skal igennem. Det skulle de gerne blive bedre til. Ganske enkelt. Så børn og unge - sagt med lidt store ord - kan få et bedre liv,« siger han.

Jens Henrik Thulesen Dahl mener, at den nye reform vil skærpe pædagoguddannelsen, sikre mere relevant indhold, og at praktikken kommer til fylde mere end i dag. Han peger på, at man fremover vil stille skærpede krav til praktikken og sikre, at praktikstederne har »kompetente folk til at styre praktikken«.

»Det er alfa og omega, at der kommer en sammenhæng mellem teori og praktik. Det er noget af det, der er blevet kritiseret ved den tidligere uddannelse, og det skulle vi gerne komme ud over med det her,« siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti er som det eneste parti fra blå blok med i aftalen om at reformere pædagoguddannelsen. Jens Henrik Thulesen Dahl understreger dog, at lovforslaget om reformen nu skal i høring, og at man efter sommerferien håber, at Venstre, Konservative og Liberal Alliance vil tilslutte sig aftalen.

»Det tror jeg, vi kan have en vis forventning om,« siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Dagens Gossip