DF: Regeringen har forhandlet lidt i blinde

»Vi har under hele forløbet spurgt ind til økonomien. Før regeringens indgreb (striden mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening, red.) fik vi at vide, at vi først kunne få de tal, når overenskomsten var forhandlet på plads. Og da den var på plads, fik vi så at vide, at det tidligst kunne ske, når kommuneaftalen var plads,« siger børne- og undervisningsordfører Alex Ahrendtsen (DF), der henviser til, at kommunerne mandag mødes med regeringen for at forhandle rammerne for næste års kommunale budgetter på plads.

»Det har været meget utilfredsstillende, at vi ikke har kunnet få et helt klart notat på, hvordan økonomien ser ud,« tilføjer han.

Ifølge beregningerne fra tænketanken bliver merprisen for den ekstra undervisning knap tre milliarder om året. Men når udgifter til efteruddannelse, udbredelse af IT og styrkelse af læreruddannelsen er trukket fra, er der ifølge Kraka kun 300 millioner kroner tilbage i regeringens pengepose til ekstra undervisning.

Det har fået formanden for Kommunernes Landsforening, Erik Nielsen (S), til at kræve, at staten må kompensere kommunerne for ekstra udgifter til mere undervisning.

Hvis det viser sig, at der skal flere penge til, »så er det udelukkende regeringens ansvar«, understreger Alex Ahrendtsen.

»Det er regeringen, der har forhandlet lidt i blinde. Og hvis den mangler penge, så skal den selvfølgelig også finde de midler. Det er helt og aldeles regeringens ansvar at få det her til at hænge sammen,« siger DF-politikeren.

Regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti blev fredag enige om at hæve timetallet for eleverne. De ældste elever skal med den nye reform gå i skole 35 timer om ugen. De mellemste klassetrin fra 4. til 6. klasse får en skoleuge på 33 timer, mens de yngste elever i børnehaveklassen til 3. klasse skal gå i skole 30 timer om ugen.

De Konservative står udenfor aftalen, som dermed først kan træde i kraft efter næste folketingsvalg.

Dagens Gossip