DF: Regeringen skal lægge alt frem i terrorsag

Skrevet af admin

24/02/2015

Mest læste i dag

Regeringen skal sørge for, at danskerne bliver fuldt ud informeret om, hvad blandt andre politiet og fængselsvæsnet har foretaget sig før, under og efter terrorangrebet i København i forrige weekend.

Det siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

Budskabet kommer, efter at anonyme vidner har givet deres version af, hvad der skete i Krudttønden på Østerbro, hvor gerningsmanden åbnede ild mod et debatarrangement med den svenske tegner Lars Vilks.

Ifølge vidnerne lod politiets indsats meget tilbage at ønske. Blandt andet var det de civile, der måtte ringe 112, lyder forklaringerne.

Og vidnernes udsagn bør indgå i de redegørelser, som myndighederne er i gang med at lave om terrorsagen.

- Jeg går så sandelig ud fra, at det er omfattet af den redegørelse, vi får. Og jeg synes, at det rigtigste at gøre her er, at man fuldstændig åbent lægger tingene frem, lyder det fra Peter Skaarup.

- Det er vigtigt, at vi får en hurtig, faglig indstilling fra politiet, PET og Kriminalforsorgen først og fremmest. Det skal ikke være sådan, at regeringen sidder og lægger et filter ind, siger han.

Hos betjentenes fagforening, Politiforbundet, er man dog ikke meget for, at redegørelserne i alle detaljer når frem til offentlighedens ører.

- Nej, det synes jeg ikke. Der skal være nogle fabrikshemmeligheder omkring, hvordan politiet agerer i sådan nogle situationer fremover. Den slags skal ikke være hvermandseje, siger Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt.

Det har tirsdag ikke været muligt at få en kommentar til vidnernes kritik af politiets arbejde fra justitsminister Mette Frederiksen (S).

/ritzau/