DF: Sagen om Vilhelmsens millionfejl er ikke slut

Skrevet af admin

18/12/2013

Dagens topnyheder

Selvom et enigt socialudvalg onsdag har afleveret en beretning, som udtrykker skarp kritik af socialminister Annette Vilhelmsen (SF), så er sagen om millionen til projektet Stemmer på kanten langt fra slut.

Det siger Dansk Folkepartis socialordfører, Karin Nødgaard. Dansk Folkeparti mener fortsat, at der er udestående spørgsmål, og derfor har man indkaldt Annette Vilhelmsen til samråd i Folketingets Finansudvalget.

- Sagen er meget alvorlig. Det er stærkt problematisk, at en minister handler, som Annette Vilhelmsen har gjort. Vi har brug for en uddybning af, hvordan den ene million kroner på kort tid kunne blive til to, siger Karin Nødgaard.

Dermed henviser hun til, at Annette Vilhelmsen oprindeligt havde en pulje på én million kroner til socialt udsatte.

Men efter at ministeren på direkte tv opsigtvækkende havde lovet hele puljen væk til Lisbeth Zornig Andersens projekt "Stemmer på kanten", før ansøgningsfristens udløb, blev puljen pludselig hævet til to millioner kroner, så andre ansøgere ikke gik forgæves.

- Det er skatteborgernes penge, vi taler om, så derfor skal vi have helt klare svar på, hvordan det her forløb overhovedet har kunnet lade sig gøre, siger Karin Nødgaard.

I beretningen skriver det samlede socialudvalg blandt andet:

- Udvalget konstaterer, at både forløbet i forbindelse med bevillingen til Stemmer på kanten og ministerens oplysninger om sagen til Folketinget har været stærkt utilfredsstillende og mangelfulde.

- Udvalget konstaterer dog også, at ministeren har erkendt fejlene i forløbet, at hun har taget det politiske ansvar og tager initiativer, der kan sikre, at et tilsvarende forløb ikke gentager sig, skriver udvalget.

Dermed slipper Annette Vilhelmsen med en næse, selvom de borgerlige partier var parate til at vælte ministeren. Enhedslisten sagde dog nej til at tage det skridt, og det er årsagen til, at kritikken ikke er stærkere i beretningen, siger Karin Nødgaard.

- Det er stærkt, at socialudvalget kan gå samlet ud med en beretning, hvor også ministerens eget parti er med. Derfor er beretningen endt, som den er, men sagen er langt fra slut for vores vedkommende, siger hun.

/ritzau/