DF ser muligheder i Enhedslistens udspil

»Jeg ser i hvert fald, at der er nogle muligheder. Vi har også sagt, at vi gerne ser, der bliver afsat én milliard kroner mere til ældreområdet, én milliard mere til sundhedsområdet og én milliard mere til en lov- og ordenspulje, herunder politi. Det er jo offentligt ansatte, så hvis vi også kan blive enige om indholdet, så ser jeg nogle muligheder,« siger finansordfører René Christensen (DF).

Spørgsmål: Kunne du ud fra det udspil, som Enhedslisten er kommet med, forestille dig en finanslovaftale, hvor Dansk Folkeparti og Enhedslisten er med?

»Det kunne vi sagtens forestille os. Dansk Folkeparti er valgt til at varetage borgernes interesser, og vi kan samarbejde med alle, som siger noget fornuftigt. Med det Enhedslisten er kommet med, så lyder det som om, at vi sagtens kan samarbejde, hvis vi kan blive enige om indholdet. Så vil vi være to, der kan presse regeringen,« siger René Christensen.

Finanslovforhandlingerne er så småt startet fredag med de såkaldte sættemøder, hvor banen bliver kridtet op, og partierne fremlægger deres idéer for finansminister Bjarne Corydon (S). Enhedslisten lagde ud, de Konservative og Liberal Alliance følger efter, mens Dansk Folkeparti har udsat mødet med finansministeren til onsdag.

Her vil især to områder fylde meget på blokken hos Dansk Folkeparti.

»Vi kan i det her rige samfund simpelthen ikke være bekendt, at folk skal ligge med ble på, fordi vi ikke har tid til at komme ud og lave toiletbesøg med folk. Vi kan heller ikke være bekendt, at vi har et politikorps, som ikke kan komme ud til indbrud, hvor folk står og føler sig meget utrygge. Det betyder meget, at borgerne kan føle sig trygge,« siger René Christensen.

Dagens Gossip

Dagens TV