DF siger blankt nej til at sløjfe grøn check

Det kan I godt glemme alt om.

Så klar er beskeden fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, til Dansk Industri, der over for Berlingske har foreslået at afskaffe den grønne check.

Det skal efter erhvervsorganisationens mening være med til at finansiere, at regeringen har besluttet at skrotte den såkaldte PSO-afgift, der er en afgift på energi.

For selv om regeringen i samme ombæring at drosle ned for den grønne omstilling, blandt andet ved at droppe planerne om en stribe kystnære havvindmøller, så resterer der stadig en regning på henved 60 milliarder kroner over ti år.

Men den regning må regeringen betale på en anden måde, mener DF.

- Det er en usædvanligt usympatisk idé, nogle har fået der. Den grønne check er i virkeligheden et skattefradrag målrettet folk med lave indkomster, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Det vil i virkeligheden sige at lade skatterne stige for dem med de laveste indkomster for at finansiere en afgiftslettelse også for dem med de højeste. Det synes jeg, er ret usympatisk.

/ritzau/

Dagens Gossip