DF siger nej til danske soldater i Syrien

Regeringen kan ikke få opbakning fra Dansk Folkeparti til sit beslutningsforslag om at sende et dansk bidrag til Syrien. I hvert fald ikke i den form beslutningsforslaget ligger i nu.

Her lægger regeringen op til, at bidraget både skal bestå af flådefartøjer til at transportere kemiske våben ud af Syrien, et Hercules transportfly og et personbeskyttelseshold på op til 19 særligt trænede soldater.

Selvom Dansk Folkeparti gerne vil støtte indsatsen for at bortskaffe Assads kemiske våben, så siger udenrigsordfører Søren Espersen blankt nej til at sende et Herculesfly og lade danske soldater operere i Syrien i forbindelse med beskyttelsesopgaver.

- Vi siger nej til forslaget, og det har vi meddelt den fungerende udenrigsminister Rasmus Helveg Petersen.

- Vi har bedt ham om at dele beslutningsforslaget op i to, så vi kan få lov til at stemme for den del som har med flåden at gøre og stemme nej til den del, der handler om personbeskyttelse, siger Søren Espersen.

Han mener, at det vil være alt for farligt for de op mod 19 danske soldater at agere personbeskyttere i Syrien. Samtidig vil de komme til at gå patrulje sammen med Assads soldater og det vil være en mærkelig situation at sende danske soldater ud i, mener han.

- Det er Assads soldater, som skal vise os, hvor de kemiske våben er. Det er underligt, at vi skal gå patrulje med Assads soldater.

- Det andet er farligheden i det. Al-Qaeda er stærkt repræsenteret i Syrien, og de er fuldstændig ligeglade med, om man har blå FN-baretter på eller ej.

- De vil se det som en glimrende mulighed for at få slået en hel masse udenlandske soldater ihjel, siger Søren Espersen.

Han mener, at missionen for personbeskytternes vedkommende formentlig vil være en af de farligste, danske soldater nogensinde er blevet sendt ud i.

- Det vil vi simpelthen ikke være med til. Danske soldater med lette håndvåben midt i en borgerkrig har ikke en jordisk chance for at klare sig. Det vil blive mødt med meget kraftige våben og har ikke støtte fra tanks og kampfly, siger Søren Espersen.

/ritzau/

Dagens Gossip