DF skifter mening om åbne skattelister: De skal lukkes

Skrevet af admin

12/08/2015

Mest læste i dag

Efter godt et halvt år med åbne skattelister vil Dansk Folkeparti nu fjerne virksomhedernes skatteregnskaber fra offentligheden, selvom de selv stemte for offentliggørelsen i 2014, skriver DR.

Med den nye regering og det blå flertal i folketinget har Dansk Folkeparti nu mulighed for at fjerne skattelisterne fra offentligheden, og det er Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, meget interesseret i.

- Vi har nu et nyt flertal i Folketinget. De åbne skattelister var ikke noget, vi ønskede. Det er en form for angiveri. Det kommer vi ikke udenom. Og det skal selskaberne slippe for, siger Hans Kristian Skibby til DR.

Blå blok var fra starten modstandere af de åbne skattelister, så Dansk Folkepartis kovending falder i god jord hos Venstres skatteminister, Karsten Lauritzen.

- De åbne skattelister er bestemt ikke en idé, der er groet i Venstres baghave. Hvis Dansk Folkeparti ikke ønsker at være en del af den aftalekreds, som står bag de åbne skattelister, så stiller vi os ikke i vejen, siger Karsten Lauritzen til DR.

Dansk Folkepartis erhvervsordfører forklarer kursskiftet med, at skattelisterne reelt ikke giver et korrekt billede af, hvad virksomhederne bidrager med

- De åbne skattelister viser ikke, hvad selskaberne betaler og bidrager med i Danmark samlet set.

- En ting er selskabsskat, en anden er moms, told, skatter og afgifter - energiafgifter ikke mindst. Alle de ting fortæller de åbne skattelister ikke noget om, siger Hans Kristian Skibby til DR.

/ritzau/