DF: Skrottede vindmøller er kun første skridt på vejen

Skrevet af admin

13/05/2016

Dagens topnyheder

Regeringen får fuld opbakning af Dansk Folkeparti til at skrotte planlagte havvindmøller. Det sker som et forsøg på at dække milliardhullet efter PSO-afgiften, der er blevet kendt ulovlig af EU-Kommissionen.

- Jeg vil sige, at de havvindmøller længe har været nogen, som vi i Dansk Folkeparti gerne har set skrottet. Vi vil gerne gøre energiaftalen billigere for forbrugerne, og det her tiltag er et skridt på vejen, siger energiordfører Mikkel Dencker.

Når man skrotter en række investeringer i havvindmøller, ændrer man på en række beslutninger, der ellers er indgået forlig om i Energiaftalen fra 2012.

Spørgsmål: Løber I ikke fra en aftale?

- Som udgangspunkt skal man selvfølgelig holde fast i de aftaler, som man indgår. Men der er sket meget, siden vi lavede den aftale for fire år siden. Vi kan se, at energiområdet simpelthen er forandret markant siden, mener Mikkel Dencker.

EU-Kommissionen har underkendt PSO-afgiften, da udenlandske producenter ikke kan få del i støtten til vedvarende energi, og derfor skal der nu findes 70 milliarder kroner over de næste ti år. Pengene skulle gå til grøn omstilling.

- Regningen fra den grønne omstilling er blevet for dyr. Den er blevet meget dyrere, end vi troede, så vi må jo justere den til virkeligheden, siger Mikkel Dencker, der dog ikke kan forestille sig, at regeringens tiltag kan betale hele regningen efter PSO-afgiften.

- Selv om man dropper alle havvindmøller, kan det ikke betale regningen. Vi synes, at det er fornuftigt at gøre regningen mindre. Det er første skridt på vejen, og så kan vi byde ind med nye tiltag senere, siger Mikkel Dencker, der ikke vil give umiddelbare bud på, hvad de tiltag kan indeholde.

Det vil ifølge Ritzaus oplysninger spare statskassen otte milliarder kroner frem mod 2035 at droppe de kystnære havvindmøller.

/ritzau/