DF til Løkke: Du skal tage fat på konventionerne

Skrevet af admin

17/06/2016

Dagens topnyheder

Venstre har i mange år ført en slingrekurs, når det gælder en ændring af konventioner på flygtningeområdet. Og den slingrekurs fortsætter med statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) affejning af en justering af konventionerne som "metodesnak".

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen. Udmeldingen kommer, efter at statsministeren i et interview med Ritzau nu nedtoner behovet for et opgør med konventionerne.

Det er ikke godt nok, lyder det fra blå bloks største parti:

- Venstre siger den ene dag, at konventionerne er et stort problem, som vi skal gøre noget ved. Men næste dag siger Venstre så, at der alligevel ikke er det store problem.

- Udlændingepolitik er bare ikke hjerteblod for Venstre, som det er for Dansk Folkeparti, siger Martin Henriksen.

I december åbnede Lars Løkke Rasmussen ellers i et interview med TV2 News for, at det kunne komme på tale at "justere spillereglerne".

Underforstået de konventioner, som gør det muligt at rejse fra eksempelvis Syrien og gennem flere sikre lande for at bede om asyl i Danmark. Og som gør det svært for Danmark at udvise seriekriminelle personer som Gimi Levakovic.

Nu nedtoner Løkke dog behovet for et konventionsopgør. Statsministeren ser tværtimod klare tegn på, at der i løbet af foråret er kommet kontrol med flygtningestrømmen, efter at ruten gennem det vestlige Balkan er lukket, og EU har indgået en aftale med Tyrkiet:

- Jeg vil sige, at lige nu og her er tingene under kontrol. Det er ingen garanti for, at det forbliver sådan, og derfor holder vi også skarpt opsyn, siger Lars Løkke Rasmussen til Ritzau.

Spørgsmål: Det lyder som om en justering af konventioner rykker længere væk?

- Det er bare sådan noget metodesnak. For mig er det afgørende, at vi kan styre indvandringen til Danmark, siger Lars Løkke Rasmussen i interviewet.

Dansk Folkeparti er dog ikke enig i, at der er kontrol med indvandringen. Indrejsetallet er fortsat for højt, og det er antallet af personer, der søger asyl også, mener Martin Henriksen.

Han efterlyser, at statsministeren sætter sig for at få ændret både Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN's flygtningekonvention.

Spørgsmål: Hvad er problemet med FN's flygtningekonvention?

- Det er oplagt at nævne eksemplet med den syriske mand, der har fået familiesammenført en masse børn til Danmark. Det er noget, myndighederne giver ham lov til med henvisning til FN's flygtningekonvention. Hvis vi vil ændre det, så skal vi til at drøfte FN's flygtningekonvention. Og vi skal i sidste ende være klar til at tage et opgør.

- Og hvis vi skal udvise flere kriminelle som Gimi Levakovic, så skal man tage et opgør med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Så hvis Venstre vil det, og det siger de jo, de vil, så bliver de også nødt til at følge det til dørs ved at arbejde for at ændre konventionerne, siger Martin Henriksen.

/ritzau/