DF trods sammenbrud om togfond: Vi føler os imødekommet

Skrevet af admin

13/01/2014

Dagens topnyheder

Spørgsmålet om en skinnestrækning mellem Billund og Vejle fik mandag aften forhandlingerne om regeringens prestigeprojekt, togfonden, til at bryde sammen.

Det skete, da Dansk Folkeparti stillede krav om, at lokalbefolkningen på Vejle-egnen skal have indflydelse på, hvilken type jernbane man ønsker til Billund - og frem for alt at staten skal betale hele gildet.

- Vi har bedt om at få lov til at forelægge det her for folketingsgruppen i morgen. Det har ministeren ikke ønsket at vente på, og det er hendes valg, siger Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen.

Han anerkender, at regeringen og Enhedslisten, der er de øvrige parter ved forhandlingsbordet, havde imødekommet flere andre af Dansk Folkepartis krav.

- Vi forholder os til det gode aftaleudkast, der ligger nu. Der er rigtig mange gode ting i det. Jeg anerkender, at vi er blevet imødekommet langt hen ad vejen, lyder det fra Dansk Folkepartis trafikordfører.

- Det, vi så bare har bedt om her til sidst, det er, at man lokalt får medindflydelse på hvilken baneløsning, man ønsker, siger han og fortsætter:

- Og så er der en lille divergens om, hvem der betaler regningen. Og der mener vi altså, at man skylder området derovre at betale for den letbane ... hvis det er den løsning, man vælger, siger han.

Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) sagde efter sammenbruddet, at Dansk Folkeparti smækkede kravet om en mulig statsfinansieret letbane til Billund op "i sidste øjeblik".

- Jeg er ked af, at vi har et sammenbrud i forhandlingerne, men når Dansk Folkeparti i sidste øjeblik stiller et ultimativt krav om en letbane i Vejle, som skal finansieres på en måde, vi aldrig har finansieret letbaner på før, så er det svært at nå hinanden.

/ritzau/