DF tror ikke på LAs regnestykke

Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær (DF), støtter som udgangspunkt skattelettelser, der kommer de lavtlønnede til gavn, men han tvivler på LAs planer om at finansiere de lavere skatter med besparelser og effektiviseringer på 53 milliarder kroner i det offentlige frem mod 2020.

»Det er fint, at LA nu vil være parti for andre end stenrige og ikke længere kun vil give lettelser i topskatten. På den måde har man helt sikkert nærmet sig DF, da vi er med på, at det i større grad skal kunne betale sig at arbejde,« siger Dennis Flydtkjær i en skriftlig kommentar.

»Finansieringen er dog ret så utopisk, hvis man tror, at man ved et snuptag kan finde over 50 milliarder kroner blot ved at arbejde »smarter not harder«. Finansieringen er ikke blot fugle på taget. Det er en hel mågekoloni på taget,« erklærer DF-ordføreren.

Han påpeger, at den offentlige sektor er under pres på grund af det voksende antal ældre borgere og dermed stigende sundhedsudgifter. Det kræver investeringer og vækst, mener DF.

»Der er vidst ikke mange, der tror, at man med et snuptag kan effektivisere ti procent af udgifterne væk. LAs forslag er utopisk, og hvis de vil tages seriøst må de pege på konkrete besparelser,« siger Dennis Flydtkjær.

Dagens Gossip