DF tror på fair overgang for nordsøskatten

De tre borgerlige partier kan ikke acceptere regeringens planer om at øge beskatningen af olieudvindingen i Nordsøen med 27,5 milliarder kroner, og dermed har de efterladt Dansk Folkeparti alene tilbage ved forhandlingsbordet sammen med regeringspartierne og Enhedslisten.

I modsætning til oppositionskollegerne har DF dog ikke tænkt sig at forlade bordet, for ifølge skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF) mener partiet, at det giver god mening at hæve skatten for udenlandske olieselskaber, der borer i Nordsøen.

»Vi vil gerne være med til at få mere ud af vores fælles råstoffer i Nordsøen, så vi er med på at harmonisere skatterne i Nordsøen og bruge pengene på bedre infrastruktur i hele Danmark. Men beskatningen og specielt overgangsordningen skal ske på en fair måde,« siger Dennis Flydtkjær i en skriftlig kommentar.

De tilbageværende forhandlingsparter mødtes torsdag aften, og efter mødet vurderer DF-ordføreren, at det kan lade sig gøre at skabe en overgangsordning, der kommer alle til gavn.

»Det, vi har taget med til forhandlingerne, er blandt andet, hvordan vi kan lave en fair overgangsordning for de virksomheder, som har forpligtiget sig på at investere rigtig mange penge i Nordsøen. Det kigger regeringen nu på, og så mødes vi formentlig igen i weekenden eller i starten af næste uge,« fortæller Dennis Flydtkjær.

Udsigten til højere skatter har fået flere udenlandske olieselskaber til at protestere voldsomt, men regeringen fastholder, at provenuet fra nordsøolien skal være med til at finansiere investeringer i togdriften.

Dagens Gossip

Dagens TV