DF: Udlicitering af Kystbanen kan kun gå for langsomt

Det mener Dansk Folkeparti, som dermed bakker op om Venstres ønske om, at se på, om Kystbanen skal sendes i udbud.

»Det har vi selv været ude med ved andre uheldige episoder med Kystbanen, vi har jo set det masser af gange,« siger partiets trafikordfører, Kim Christiansen (DF).

»Det kan næsten kun gå for langsomt med at få den udbudt. Det er en utrolig vigtig pendlerstrækning med tusindvis af passagerer hver dag, og det er netop en strækning, der vil være velegnet at sende i udbud, så vi måske kunne få en bedre pris, men også en bedre service over for passagererne,« siger trafikordføreren, der opfordrer den nyudnævnte transportminister, Pia Olsen Dyhr (SF), til også at kigge på, om der er andre strækninger, man kunne sende i udbud.

Berlingske skriver søndag, at DSB Vedligehold, der står for at reparere de tog, som kører på Kystbanen, maksimalt må have ni togsæt på værksted ad gangen, men at de sommeren over har haft op mod 16 togsæt stående. Det har fået pendlertalsmanden på strækningen, Michael Randropp, til at konkludere, at DSB ikke kan levere den lovede service, da det har betydet både aflysninger og manglende køreplaner.

Administrerende direktør hos DSB Vedligehold Steen Schougaard Christensen erkender, at det har været »særligt slemt« i juli, men understreger over for avisen, at man »arbejder på højtryk for at få togene tilbage på skinner«, og at problemerne med manglende tog ventes løst i september eller oktober.

Der er gode erfaringer forbundet med at udlicitere togdrift, lyder det fra trafikordføreren.

»Der er aldrig nogen garantier, men vi ser jo andre steder i Danmark, hvor vi har udliciteret, og hvor der faktisk er en utrolig høj kundetilfredshed,« siger Kim Christiansen med henvisning til, at Arriva står for togdriften nogle steder i Midt- og Vestjylland.

»Jeg ved godt, der er forskel på det midtjyske og på Kystbanen, hvor der er nogle helt andre krav, man skal leve op til, men konkurrence er altid sundt, og jeg har endnu ikke oplevet, at det har givet et dårligere produkt.«

Trafikordføreren mener således, at de folkevalgte kan gøre deres for, at et udbud bliver en succes.

»Det er også op til os som politikere at sætte kriterierne for, hvad sådan et udbud skal indeholde og være skarpe i forhold til at stille nogle specifikationskrav, så vi sikrer, at der også kommer en ordentlig service,« siger han.

Dagens Gossip

Dagens TV